Obligationer/åbning: Renterne slår bak fra start efter amerikansk mandagsdyk
Der er faldende renter på menuen på det danske obligationsmarked tirsdag morgen, efter at renterne også slog kontra og gik i bakgear i USA i mandagens handel.
Først sidst på ugen venter der flere tunge nøgletal, når der er PMI-opgørelser fra både USA og Europa på plakaten, og derfor er markedet lige nu i høj grad styret af forventningerne til centralbankerne.
Det er netop det, der i tiden op til det amerikanske præsidentvalg og ugerne bagefter har skabt tendens til stigende renter i særligt USA, fordi investorerne spekulerer i den finans- og handelspolitik, der venter om hjørnet med Donald Trump som præsident.
Hovedscenariet er, at den førte politik kan være med til at løfte inflationen igen, og derfor er forventningerne til rentenedsættelserne fra særligt den amerikanske centralbank, Federal Reserve, blevet skruet gevaldigt ned på det seneste og har været med til at løfte renterne inden mandagens kontra.
Tirsdag morgen falder renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 med 4 basispoint til 2,04 pct. efter en stigning på 3 basispoint mandag.
Tirsdagens nøgletalskalender byder på en endelig opgørelse af inflationen i eurozonen i oktober. Her ventes der ingen ændringer fra den foreløbige opgørelse blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. Konsensus er dermed en inflation på 2,0 pct.
Den månedlige stigning i forbrugerpriserne ventes desuden uændret på 0,3 pct., og kerneinflationen ses uændret på 2,7 pct.
Fra USA venter der tal for det påbegyndte boligbyggeri i oktober. Økonomernes forventning lyder på 1,334 mio. enheder mod 1,354 mio. enheder måneden før.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›