USA/lukning: HP og Dell blev banket i bund på rød handelsdag
Skuffende regnskaber i teknologiafdelingen var med til at lægge en dyne over det amerikanske aktiemarked onsdag, hvor fremgang til flere traditionelle blue-chip-aktier som Disney, Verizon, Johnson & Johnson og Merck i den tidlige handel ellers sendte Dow Jones-indekset på rekordjagt igen.
Men også det løb ud i sandet i løbet af dagen.
Torsdag er de finansielle markeder i USA lukket for Thanksgiving. Men futuresmarkedet er åbent, og her indikeres stigninger på 0,2 pct. i de store aktieindeks, når markedet i New York genåbner for en halv handelsdag fredag.
Investorerne fordøjede onsdag en sand storm af nøgletal.
Tal for bruttonationalproduktet i tredje kvartal viste i anden udgave fortsat samme væksttakt som første opgørelse, men til gengæld var prisindekset en spids højere i den reviderede udgave. Samtidig blev kerneinflationen målt ved PCE Core opgjort til 2,8 pct. i oktober - en stigning fra 2,7 pct. i september.
Udviklingen var som ventet af økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, men tallene har alligevel øget investorernes tro på en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til december, hvis man skal tro handlen med rentefutures.
Den viser onsdag en sandsynlighed på knap 67 pct. for en rentenedsættelse på 25 basispoint mod kun godt 50 pct. i starten af ugen.
- Selv om markedet stort set har bevæget sig videre fra den amerikanske inflationshistorie, vil en vedhængende inflation øge tvivlen om, hvorvidt Federal Reserve trods alt sætter renten ned i december, skriver ING-analytikere i et notat ifølge Reuters.
I den ugentlige ledighedsstatistik var antallet af fortsat ledige desuden fortsat en hovedpine, og samlet set takserede investorerne det hele til faldende aktier.
Mindst hårdt gik det ud over Dow Jones-indekset, der også indledte onsdagens handel på fortsat rekordkurs. Dagen sluttede dog med et fald til indekset på 0,3 pct., og Nasdaq-indekset gik 0,6 pct. tilbage. Det brede S&P 500-indeks faldt med 0,4 pct.
DELL OG HP FIK KLØ EFTER REGNSKABER
Blandt teknologiaktierne var der røde ører til både Dell og HP, der ikke formåede at demonstrere den håbede bedring i computermarkedet med sine regnskaber for henholdsvis tredje og fjerde kvartal sent tirsdag. Derfor blev de begge sendt ud i tocifrede fald onsdag.
Hos Dell gav et faldende salg af computere slag til aktien, der dykkede med hele 12,2 pct. til 124,47 dollar onsdag.
Regnskabet tirsdag aften viste, at omsætningen godt nok steg til 24,4 mia. dollar i tredje kvartal 2024/25, men det kunne ikke stå mål med analytikernes forventninger på 24,6 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Dell er bedst kendt for sin computerforretning, men virksomheden har fået en renæssance af investorinteresse på grund af sine højtydende servere til kunstig intelligens, AI.
Salget i infrastrukturenheden inklusive servere steg 34 pct. til 11,4 mia. dollar i kvartalet, der sluttede 1. november - et mulehår foran de ventede 11,3 mia. dollar blandt analytikerne. Men det skuffende computersalg, der stadig udgør en større del af toplinjen, trak ned.
For HP var det særligt en skuffende prognose for første kvartal 2024/25, der trak ned i onsdagens handel.
Selskabet venter en justeret indtjening per aktie på 70-76 cent i kvartalet, men analytikerne havde på forhånd ventet 86 cent ifølge estimater fra Bloomberg News.
At HP ikke kunne indfri forventningerne skyldes blandt andet - i lighed med situationen hos Dell - at salget af pc'ere ikke er kommet op i gear igen.
HP-aktien faldt med 11,4 pct. til 34,65 dollar.
TUNGE TEKNOLOGINAVNE TRAK OGSÅ NED
Med til at farve markedet rødt onsdag var også fald til flere af de tungeste i teknologiklassen.
Nvidia faldt eksempelvis med 1,2 pct. til 135,35 dollar, Apple gik 0,1 pct. tilbage til 234,93 dollar, og Tesla, der var flyvende efter præsidentvalget i starten af november, faldt med 1,6 pct. til 332,91 dollar.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Close❯ Shares❯ USA❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›