Aktier/middag: Pandora og Novo Nordisk skinner i toppen efter positive anbefalinger
Smykkekoncernen Pandora og medicinalselskabet Novo Nordisk funkler begge i toppen af det danske C25-indeks, efter at store finanshuse har givet dem nye positive anbefalinger med på vejen.
Det giver positiv opmærksomhed, der sender aktierne op.
Det er også med til at give grøn stemning herhjemme trods overvejende røde indeks i Europa. Det skyldes ikke mindst plusser til flere af indeksets tunge aktier, der er med til at trække op.
C25-indekset stiger midt på dagen med 1,1 pct. til 1871,66.
- Danmark har udviklet sig positivt op ad formiddagen, selv om stemningen er blandet i Europa, og de amerikanske futures viser små minusser. Der er nogle enkelte selskaber, som har leveret nyt, og som er med til at bære den udvikling, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.
Også Mærsk får medvind for tredje dag i streg på en dag, hvor rederiet har annonceret nye skibskøb.
PANDORA BANKES OP AF POSITIVT ANALYSENYT
Smykkekoncernen Pandora har fået løftet anbefalingen til "outperform" fra "neutral" af storbanken JP Morgan, som samtidig hæver kursmålet til 1300 kr. fra 1106 kr., fremgår det af Reuters.
Det er med til at løfte aktien, der også kan nyde godt af fokus fra den netop overståede black friday-weekend.
- Positive analytikerkommentarer er formentlig med til at løfte aktien. Og så kan der også være nogle fortolkninger i forhold til den netop overståede black friday-weekend. Der er indikationer på, at black friday generelt er gået godt, selv om vi endnu ikke ved, hvordan det har fordelt sig online og i de fysiske butikker, siger Søren Løntoft, der er senioranalytiker i Sydbank.
Pandora-aktien stiger mandag 3,0 pct. til 1170,50 kr.
Også Rockwool er løftet til "køb" fra "hold" hos Danske Bank, viser et analysenotet. Kursmålet er skruet op med 100 kr. til 3200 kr.
Her er reaktionen dog mere afdæmpet, da aktien stiger 0,6 pct. til 2590 kr.
MÆRSK BESTILLER NYE SKIBE
Mærsk har sat underskrifter på en bestilling af 20 nye containerskibe fra tre forskellige værfter og dermed fuldendt den flådefornyelsesplan, som selskabet annoncerede i august. De har en samlet kapacitet på 300.000 teu.
Alle 20 skibe bliver i øvrigt udstyret med kombinationsmotorer, der kan sejle på både gas og skibsdiesel.
Det er dog ikke den nyhed, der bør give aktien dagens kursplus. I stedet vurderer Martin Munk, at aktien har været inde i en volatil periode.
Mærsks B-aktien stiger 3,1 pct. til 12.350 kr.
NOVO LØFTES TIL "OUTPERFORM" HOS BNP - MEN JEFFERIES SER NÆSTE FEDMEHÅB SKUFFE
Novo Nordisk kan glæde sig over en løftet anbefaling hos franske BNP Paribas Exane, der har skruet op til "outperform" fra "neutral", viser data fra Bloomberg News.
Samtidig er kursmålet sat op til 930 kr. fra 835 kr.
Hos amerikanske Jefferies er optimismen ikke helt så stor. Analytikere skyder nemlig alt for højt og ser alt for lyst på salgsudsigterne for Novo Nordisks næste skud på stammen inden for behandling af svær overvægt, vurderer børshuset.
Jefferies gentager samtidig anbefalingen "undervægt" af Novo med et kursmål på bare 575 kr. - 24 pct. lavere end lukkekursen for Novo i fredags.
Mandag vejer den positive anbefaling dog tungest, og Novo stiger 2,4 pct. til 775,10 kr.
NKT LØFTER MELLEMLANGE FORVENTNINGER
NKT får også opmærksomhed blandt køberne af aktier, efter at kabelproducenten har skruet op for sine finansielle ambitioner på mellemlang sigt.
Selskabet venter nu en gennemsnitlig organisk vækst på mere end 14 pct. i perioden 2021-2028 mod en tidligere prognose om en vækst på over 12 pct.
Aktien stiger 0,6 pct. til 547,50 kr.
Energiselskabet Ørsted har omvendt fået sænket sit kursmål hos amerikanske JPMorgan til 430 kr. fra 460 kr., mens anbefalingen "neutral" står ved magt, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Det giver en placering i bunden af C25-indekset med et fald på 1,8 pct. til 384,90 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›