Volkswagen rammes af punktstrejker
Ansatte hos Volkswagen har mandag indledt midlertidige strejker, eller punktstrejker, efter at fagforeninger ikke har kunnet nå til enighed med ledelsen om kommende besparelser.
Strejkerne har ramt i alt ni fabrikker, og tusinder er samlet i protest ved hovedkvarteret i Wolfsburg, skriver Reuters.
Fagforeningen IG Metall annoncerede allerede den 21. november, at der ville komme punktstrejker i december med henblik på at lægge pres på ledelsen i forbindelse med de igangværende forhandlinger om store besparelser.
På Volkswagens store fabrik i Wolfsburg varer punktstrejken i første omgang to timer, men strejkerne kan tage til i styrke og eskalere til 24 timers strejker, hvis ikke der indgås en aftale i næste runde af forhandlingerne.
- Hvor lang og intensiv konfrontationen behøver at være, er Volkswagen ansvarlig for ved forhandlingsbordet, sig forhandler Thorsten Gröger fra IG Metall ifølge Reuters.
Næste forhandlingsrunde er den 9. december.
Volkswagens ledelse har truet med fabrikslukninger og en lønnedgang til de ansatte på 10 pct., mens arbejdstagersiden har foreslået tiltag, som de hævder vil reducere omkostningerne med 1,5 mia. euro.
VW-koncernen, som omfatter Audi og Porsche, er Tysklands største arbejdsgiver med næsten 300.000 ansatte, hvoraf cirka 120.000 er omfattet af en kollektiv overenskomst, skriver The Guardian.
Volkswagen-aktien stiger mandag marginalt, men er faldet omtrent 28 pct. i år.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›