Europa/aktier: Zara-ejer og Carl Zeiss bunder i næsten fladt marked før USA-tal
Skuffende regnskabsmeldinger fra spanske Inditex og tyske Carl Zeiss har onsdag sendt de to aktier ned i bunden af et ellers næsten uændret europæisk Stoxx 600-indeks.
Investorerne forholder sig dog relativt afventende forud for eftermiddagens amerikanske inflationstal, der rammer finansmarkederne kl. 14.30 og kan få betydning for renteudsigterne i USA.
Forud for inflationstallene er sandsynligheden for en rentenedsættelse på 25 basispoint på næste uges rentemøde i Federal Reserve sat til 85 pct., skriver Reuters med henvisning til CME's FedWatch-værktøj.
- En nedsættelse virker stadig meget sandsynlig efter vores mening, men en inflationsrapport med elementer af styrke kan helt sikkert påvirke vejledningen for 2025 fra Federal Reserves pengepolitiske komité, FOMC, i næste uge, skriver analytikerne hos MUFG i et notat.
I det overordnet næsten uændrede brede europæiske Stoxx 600-indeks topper danske Bavarian Nordic med et plus på 4,9 pct., efter at vaccineselskabet har varslet et aktietilbagekøb på op til 150 mio. kr.
I bunden ligger derimod tyske Carl Zeiss Meditec, som på børsen i Frankfurt falder 8,8 pct., efter at selskabet, der blandt andet laver løsninger til diagnosticering og behandling af øjensygdomme, har skuffet med både årsregnskab og prognosen for det nye finansår.
Driftsresultatet, EBIT, i regnskabsåret 2023/24 endte på 194,5 mio. euro, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 235,2 mio. euro.
I det nye regnskabsår ventes driften målt på EBITA at være stabil til en smule højere i forhold til 2023/24, hvor de blev på henholdsvis 248,9 mio. euro.
Analytiker Dylan Van Haaften fra Stifel fremhæver, at den svagere end ventede prognose vil være mere bekymrende for investorerne end tallene for fjerde kvartal.
Yderligere vurderer Stifel-analytikeren, at prognosen giver udsigt til et fald på 15 pct. i konsensusestimaterne.
Også spanske Inditex, som blandt andet står bag Zara og Massimo Dutti, har skuffet med sine tal. Det er blandt andet en svagere end ventet start på den vigtige julesæson, der er med til at trække ned.
Det skriver Bloomberg News, efter at tøjkoncernen kunne præsentere resultater for årets første ni måneder.
Som optakt til julesalget voksede omsætningen i fem uger op til den 9. december med 9 pct. Her var der blandt analytikere ventet en vækst på 10,5 pct. Samtidig gav samme periode sidste år en salgsvækst på 14 pct.
Salget voksede i årets første ni måneder med 7 pct., mens nettoindtjeningen voksede med 8,5 pct. Begge en smule under det forventede.
Inditex-aktien ligger 6,4 pct. lavere, men med til historien hører også, at aktien for bare en uge siden ramte sit hidtidige toppunkt efter en stigning på knap 40 pct. for året.
Den tyske e-handelskæde Zalando falder desuden 5,1 pct. efter nyheden om, at det vil købe konkurrenten About You for 1,2 mia. euro (8,9 mia. kr.), eller 6,50 euro per aktie.
Der er tale om en præmie på 67 pct. i forhold til slutkursen tirsdag for About You.
Både ledelse og bestyrelsen i About You støtter opkøbet, og det samme er tilfældet for aktionærer, der tilsammen ejer 73 pct.
Anders Holch Poulsen er blandt aktionærerne i About You, skriver Bloomberg News. Danskeren ejer via sit holdingselskab Heartland 20 pct. af About You, der blev grundlagt i 2014 og børsnoteret tilbage i 2021.
Aktierne i About You stiger stort set til tilbudsprisen - med 66 pct. til 6,47 euro.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›