USA/lukning: Aktier endte fladt trods Broadcoms kursraket

Udgivet den 16-12-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier vekslede på ugens sidste handelsdag en ellers positiv start til et mindre fald, da flere store teknologinavne, herunder Nvidia, vendte rundt under vægten fra stigende markedsrenter.

Markedet rettede sig dog til sidst og endte reelt med en flad udvikling for dagen.

Det startede ellers godt for især chipaktierne i kølvandet af et solidt kvartalsregnskab torsdag aften fra Broadcom, som også hoppede kraftigt op og blev det kun ottende medlem af en meget eksklusiv klub af selskaber med en markedsværdi på over 1000 mia. dollar.

Fredagen var uden de store nøgletal fra USA's økonomi, men markedsrenterne tikkede nu alligevel igen opad. Det var femte handelsdag i træk, at det skete, og det betød, at obligationerne i USA havde den kursmæssigt dårligste uge i to måneder.

Investorerne satsede trods det alligevel stort på, at Federal Reserve i denne uge vil sænke renten med 0,25 pct.point til 4,25-4,50 pct., da handlen med rentefutures indregnede en sandsynlighed på 97 pct. for netop det udfald.

Der tales dog om en "høgeagtig" nedsættelse, da den ventes at blive fulgt af indikationer om en pause i lempelserne i januar og måske også marts.

Det brede S&P 500-indeks, som ellers startede i plus med 0,5 pct., faldt ganske marginalt tilbage, og hovedindekset endte på den baggrund med et ugeminus på 0,6 pct.

Nasdaq steg dog 0,1 pct. fredag, mens Dow Jones satte sig 0,2 pct.

Mandag morgen peger handlen med futures på marginale stigninger fra start til alle tre toneangivende indeks.

- Federal Reserve indtager en tilgang med stor valgfrihed omkring en basislinje, som vil forsøge at holde pengepolitikken positioneret rigtigt på vej ind i en Trump-periode med høj usikkerhed, kommenterer investeringsstrateg hos Evercore ISI Krishna Guha ifølge Bloomberg News.

Den kommende præsident Donald Trumps politiske platform vurderes at kunne skubbe til inflationen, da den indeholder skattelettelser, trusler om øget told på import og massedeportation af illegale indvandrere, der for en meget stor dels vedkommende indgår aktivt i arbejdsstyrken.

BROADCOM RUNDEDE BILLIONEN

I S&P 500 steg it-aktierne og cyklisk forbrug mest fredag med henholdsvis 0,5 og 0,4 pct.

I den anden ende led kommunikationsservice med et fald på 1,1 pct., og energi samt råvarer og materialer satte sig ligeledes henholdsvis 0,6 og 0,8 pct.

Det var Broadcom, der skilte sig allermest ud i hovedindekset med et plus på 24,4 pct., og aktien nåede fredag for første gang nogensinde en markedsværdi på mere end 1000 mia. dollar. Helt præcist 1050 mia. dollar.

Den udvikling kom i kølvandet af et fjerde kvartal med bedre end ventet indtjening, en prognose for første kvartal om det samme samt en melding om, at indtægterne i det forgangne regnskabsår fra kunstig intelligens, AI steg med 220 pct. til 12,2 mia. dollar.

- Den større historie er Broadcoms accelererende vækst inden for AI, skrev finanshuset Truist ifølge Bloomberg News i en kommentar.

Bank of America fremhævede også, at Broadcoms markedsmulighed inden for kunstig intelligens vil vokse tre gange de kommende tre år.

På bagkanten af Broadcoms regnskab steg Micron Technology også 4,3 pct., mens Nvidia derimod vendte rundt fra et plus på 1,6 pct. til et minus på 2,3 pct., ligesom Advanced Micro Devices faldt 2,8 pct.

Inden for it var der fredag et lille plus til Apple på 0,1 pct., mens Microsoft faldt 0,5 pct.

BEDRE PÅ TOP OG BUND

I kommunikationsservice satte Meta Platforms sig 1,7 pct., ligesom Alphabet mistede 1,1 pct. I cyklisk forbrug tabte Amazon også 0,7 pct., mens Tesla dog steg med 4,3 pct. til rekorden 436,23 dollar.

I sundhed var der lidt comeback til USA's største sygekasse, Unitedhealth, som tidligere på ugen faldt tilbage på grund af risikoen for tvunget frasalg af sin apotekerforretning. Novo-konkurrenten Eli Lilly trak også op med 0,9 pct.

Der var også fremgang til Costco på sølle 0,1 pct., selv om dagligvarekæmpen i sit regnskab leverede bedre end ventet på både top og bund på baggrund af solid efterspørgsel.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

14:21 Markederne ser frem mod Trumps indsættelse med nogen nervøsitet
14:14 USA/tendens: Grøn start i sigte på håb om rentenedsættelser
13:50 Vægttabsmidler får flere amerikanere til at søge læge
13:34 Europa/middag: Sur dag efter svage nøgletal fra Kina og sænket fransk kreditvurdering
11:54 Obligationer/middag: Uændret rente med fokus på ECB-chefer og PMI-tal
11:35 Danske Bank skifter ud på chefposten i den svenske afdeling
11:19 Microstrategy belønnes i formarkedet for optagelse i Nasdaq-100
11:19 Aktier/middag: Solidt Novo-plus er ikke nok til at holde C25 i grønt
10:38 ECB-topchef: Den europæiske inflationskamp er ved at nå sin ende
10:01 Eurozonen: Aktivitetsindeks stiger og overrasker positivt i december - service trækker op
09:51 Frankrig: Politisk uro har banket erhvervsaktiviteten i bund
09:34 Tyskland: Indkøbschefernes aktivitetsindeks trukket op af servicesektoren i december
09:34 Vestas rummer stort kurspotentiale trods masser af bekymringer vurderer Danske Bank
09:12 Aktier/åbning: Novo løftes og holder C25 oppe efter gennemført rekordopkøb
08:59 Sonova vinder terræn fra Demant og GN hos amerikanske veteraner
08:56 Obligationer/åbning: Renterne står stille fra start - investorer afventer Federal Reserve
08:46 Bitcoin rammer atter rekord efter Trump-snak om kryptoreserve
08:45 Novo/Jyske: Skyder genvej til vækst fra 2026 og frem via opkøb
08:24 Råvarer: Oliepriserne indleder ugen med en lille tilbagefald
08:20 Japan: Aktiviteten i fremstillingssektoren fortsætter ned for sjette måned i træk