Mandagens obligationer: Uændret rente efter PMI-tal og tale fra ECB-topchef
Bedre end ventede PMI-erhvervstillidsmålinger fra verdens største økonomier var mandag ikke nok til at ændre på forventningerne til, at ECB fortsætter med at sætte renten ned.
Renten på den toneangivende statsobligation med udløb i november 2033 lukkede mandag uændret i 1,94 pct. efter en stigning på 5 basispoint fredag.
Torsdag i sidste uge satte ECB renten ned med 25 basispoint, men en håndfuld af cheferne fra centralbanken havde ønsket en nedsættelse af dobbelt størrelse med henvisning til risiko for væksten relateret til mulige told fra den kommende amerikanske præsident Donald Trump.
Mandag var flere ECB-chefer ude med erklæringer, heriblandt topchef Christine Lagarde, der stiller yderligere rentenedsættelser i udsigt.
Hun henviser blandt andet til, at kampen mod inflationen ser ud til at nå sin ende.
- Selv om vi ikke er der endnu, er vi tæt på at nå vores mål. Hvis kommende data fortsætter med at bekræfte vores udgangspunkt, er retningen klar, og vi forventer at sænke renten yderligere, siger Christine Lagarde i sin tale ifølge Bloomberg News.
PMI-barometeret over indkøbschefernes syn på aktiviteten i euroområdet steg til 49,5 fra 48,3 og overraskede positivt i forhold til økonomernes forventning på 48,2.
Den positive overraskelse er trukket af en bedre end ventet udvikling for servicesektoren, der kravlede tilbage over ligevægtspunktet til 51,4 i december fra 49,5 måneden før.
For industrisektoren er stemningen stadig meget dyster med et fald til 45,2 fra 45,3.
Samme tendens med en bedre end ventet udvikling i servicesektoren og en skuffelse i industrisektoren var også tydelig i PMI-opgørelserne fra Frankrig, Tyskland og USA.
Der var også svaghed at spore i erhvervstilliden i staten New York, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, der viste et stort drop i december til blot 0,2 fra indeks 31,2 måneden før.
Her ventede økonomer adspurgt af Bloomberg News kun et fald til 10,0.
Ugens største kalendersatte begivenhed på makroscenen er onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›