USA/tendens: Grøn åbning i vente forud for rentemelding
Onsdag peger pilen på en grøn åbning på det amerikanske aktiemarked, mens handlerne spændt venter på dagens rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Investorerne venter også på signaler om, hvorvidt de politiske beslutningstagere planlægger en mere forsigtig tilgang til rentenedsættelser næste år.
Blandt dagens selskaber i fokus dykker morgenmadsproducenten General Mills i formarkedet, efter selskabet har nedjusteret forventningerne.
Samtidig ligger Nvidia og Birkenstock med solide stigninger i formarkedet, hvor sidstnævnte har overgået markedets forventninger til fjerde kvartal.
Onsdag stiger futuren for det brede S&P 500 med 0,3 pct., mens Nasdaq-futuren går frem med 0,2 pct.
For Dow Jones-futuren ser det ligeledes positivt ud med en stigning på 0,4 pct.
Det kommer oven på den dårligste stime for Dow Jones-indekset siden 1979, hvor det nu er blevet til fald på de seneste ni handelsdage.
Dow Jones mistede onsdag yderligere 0,6 pct., mens S&P 500-indekset faldt med 0,4 pct., mens Nasdaq samtidig gik tilbage med 0,3 pct.
FOKUS PÅ RENTEMELDING FRA FEDERAL RESERVE
Onsdagens helt store samtaleemne er aftenens rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der ikke ventes overraskelser. Markedet har allerede indregnet en nedsættelse på 25 basispoint.
Derimod er spotlightet sat på centralbankens prognose - og hvor mange rentenedsættelser, centralbanken ventes at komme med i 2025.
For første rentemøde i 2025 er der da også splittede holdninger til, om Federal Reserve har tænkt sig at røre ved renten.
Hos Goldman Sachs lyder, det at centralbanken formentlig vil springe en rentenedsættelse på januarmødet over, efter at arbejdsløsheden er faldet, og inflationen har overskredet renteudvalgets prognoser, skriver Investing.com.
I første omgang drejer det sig dog om årets sidste rentemelding, som kommer kl. 20 dansk tid onsdag.
GENERAL MILLS SÆNKER INDTJENINGSPROGNOSEN OG FALDER I FORMARKEDET
Den amerikanske fødevareproducent General Mills, der blandt andet står bag morgenmadsprodukterne Cheerios, Golden Grahams samt Bugles-chips, har nedjusteret forventningerne til indtjeningen i forbindelse med regnskabet for det forskudte andet kvartal.
Det bliver mødt med sure miner af investorerne, der sender aktien ned med 4,3 pct. til 63,11 dollar i onsdagens amerikanske formarked.
General Mills venter nu i regnskabsåret 2024/25 en negativ vækst på 1-3 pct. i den justerede indtjening per aktie, hvor den tidligere prognose lød på et interval på minus 1 til plus 1 pct.
Forventningerne til den organiske salgsvækst fastholdes på 0-1 pct.
Den amerikanske medicinalvirksomhed Merck har indgået en eksklusiv global licensaftale med det kinesiske biotekfirma Hansoh Pharma om et potentielt lægemiddel på det spirende marked for fedmemedicin, skriver Bloomberg News.
I henhold til aftalen har Hansoh Pharma givet Merck en eksklusiv global licens til at udvikle, fremstille og kommercialisere GLP-1-lægemiddelkandidaten HS-10535.
Medicinalaktien kravler op med 0,8 pct. til 100,89 dollar i formarkedet.
BIRKENSTOCK OVERGÅR FORVENTNINGERNE
En endnu bedre dag går den tyske skoproducent Birkenstock formentlig i møde.
Selskabet, som er noteret på børsen i New York, stiger ligeledes i formarkedet, efter at have overgået markedets forventninger til resultaterne for fjerde kvartal.
Fremgangen har været drevet af et robust salg af dyre sandaler i USA og Asien, lyder det ifølge Investing.com.
Skoaktien stiger 4,6 pct. til 58,61 dollar i formarkedet.
Samtidig stiger chipgiganten Nvidia med 2,5 pct. til 133,68 dollar i formarkedet, uden der dog ligger store nyheder bag. Stigningen kommer dog på bagkant af en presset periode for chipaktien.
Tirsdag faldt aktien med 1,2 pct., og er foruden dagens stigning faldet 12,4 pct. fra sit toppunkt den 7. november.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›