Vestas og Ørsted falder tungt på Trumps uvilje mod vindenergi og toldtrusler mod Danmark

Udgivet den 08-01-2025  |  kl. 10:01  |  
Arkiv: Foto

Aktierne i Vestas og Ørsted falder tungt fra åbningen onsdag på det danske aktiemarked oven på tirsdagens bemærkelsesværdige udtalelser fra den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, som under en timelang pressekonference - igen - luftede sit mishag mod vindmøller, men også truede med at bruge militær og økonomisk magt for at få kontrol med Grønland.

Specifikt blev Danmark også truet med øget told på danske varer, og det er "dobbelt op for dårligdommene" ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Onsdag ved 10-tiden ligger Vestas-aktien 3,8 pct. lavere i 100,50 kr., og Ørsted falder 4,3 pct. til 316,30 kr.

- Investorerne sidder på kanten af sofaen i de her to aktier, for der er en kæmpe usikkerhed i forhold til, hvad der kommer til at ske af forandringer for støtteregimerne og nok i særdeleshed, hvad Trump selv kan gøre på havvindsiden, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Under Donald Trumps pressekonference tirsdag nåede han både at kalde vindmøller for "uregerlige kæmper" og "skrald på en mark". Han sagde også, at han vil "forsøge at have en politik, hvor der ikke bliver bygget vindmøller".

Svaret faldt i relation til spørgsmål om nye havvindparker, som han mener driver hvalerne til "vanvid". Men bemærkningen om, at vindmøller spredt ud over USA er "skrald" peger også på, at Donald Trump også vil rette fokus mod at hindre nye landvindmøller.

- Lige så snart han laver udfald som disse - og så samtidig laver et udfald direkte mod Danmark i forhold til straftold, så er det bare dobbelt op på dårligdommene. Uanset om man kan synes, at aktierne er ved at have fået tæsk nok på det her, så ved vi også, at investorerne reagerer på det, de hører fra Trump, siger Jacob Pedersen.

I forhold til den skærpede retorik mod Danmark og truslen om øget told, så pointerer analytikeren, at Vestas har fuld produktion i og omkring USA.

- Det er svært at forestille sig, at Vestas-vindmøller, som er produceret i USA, skal behæftes med straftold, så i bund og grund er kursfaldet nok lidt "overgjort", men det er et udtryk for den nervøsitet, der er i de her aktier i forhold til, hvad der skal komme til at ske.

- Det er de allerede faldet meget på, men vi ved også, at jo flere forskellige ting, Trump kaster i hovedet på vindmølleproducenter og på Danmark også, jo mere nervøse bliver investorerne, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne
10:39 GN stiger for sjette dag i træk: Jyske Bank peger på fravær af toldsatser mod Kina
09:25 Verdens ældste bank lægger milliardbud på Mediobanca
09:15 Aktier/åbning: Positiv åbning inden vigtige nøgletal
09:10 Svenske Ericsson sendes i bund: Indtjeningen skuffede i fjerde kvartal
08:46 Obligationer/åbning: Afventende åbning inden vigtige nøgletal
08:22 Britisk modehus slap med nådig tilbagegang i tredje kvartal