Obligationer/middag: Renterne stiger fortsat frem mod imødeset arbejdsmarkedsrapport
Stigende amerikanske renter efter dansk børslukketid torsdag er fredag med til også at trække de danske renter i vejret, mens investorerne venter på den officielle amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 stiger ved middagstid med 4 basispoint til 2,26 pct.
Også torsdag gik renterne i vejret, og over ugen er den nu godt otte et halvt årige rente steget med 14 basispoint.
I starten af februar holder Nationalbanken auktion over en ny tiårig statsobligation, der står til at blive det næste toneangivende tiårige papir herhjemme.
Investorerne afventer fredag eftermiddagens officielle arbejdsmarkedsrapport for december fra USA, efter at indikatorer i form af den private ADP-rapport og den ugentlige statistik over nytilmeldte ledige onsdag stak i begge retninger.
Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en jobskabelse uden for landbruget på 165.000 i december mod 227.000 måneden før.
Arbejdsløsheden ses samtidig forblive uændret på 4,2 pct., og de gennemsnitlige timelønninger ventes på årsbasis at være steget med 4,0 pct.
Ud over arbejdsmarkedsrapporten venter også en foreløbig opgørelse af forbrugertillidsindekset fra University of Michigan for januar.
Her er konsensus blandt økonomerne en flad udvikling, så indekset forbliver på 74,0.
Fra den hjemlige andedam viste et tal fra morgenstunden, at inflationen i Danmark i december tiltog til 1,9 pct. fra 1,6 pct. i november.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›