USA/T-bond: Marginalt renteplus på blodfattig dag på obligationsmarkedet
De lange amerikanske statsrenter steg marginalt fredag, hvor der var tæt på dødvande gennem meget af handelsdagen.
Mandag handles de amerikanske statsobligationer ikke, da markederne i USA er lukket for Martin Luther King Jr. Day.
I løbet af fredagen kastede investorerne i stor stil opmærksomheden på aktiemarkedet, der med flotte plusser sikrede sig sin bedste uge siden præsidentvalget i starten af november, mens der ikke var større udsving undervejs blandt obligationerne.
For den toneangivende tiårige T-bond endte dagen med en rentestigning på 2 basispoint til 4,63 pct.
Renten svingede maksimalt 6 basispoint fra top til bund i løbet af dagen, hvor det laveste niveau var 4,57 pct., mens toppen var 4,63 pct.
Lidt mere bevægelse var der i den toårige rente, der steg med 5 basispoint til 4,28 pct. Også her var udsvinget fra top til bund dog blot 6 basispoint i løbet af dagen.
Fredagens nøgletal gav heller ikke anledning til store udsving.
En offentliggørelse viste, at industriproduktionen i december steg med 0,9 pct. på månedsbasis mod konsensus om en fremgang på 0,3 pct. blandt økonomerne.
Et andet tal - for det påbegyndte boligbyggeri - viste en klart større stigning i boligbyggeriet end ventet i december og samtidig også et noget mindre fald end ventet i byggetilladelserne.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›