USA/tendens: Netflix tager fokus med vild kundehøst i ventet grøn åbning
Netflix går en fremragende dag i møde på børsen i New York onsdag, efter at streaminggiganten formåede at hente over dobbelt så mange nye kunder i det forgangne kvartal end ventet.
Samlet set tegner det også til at blive en grøn åbning for de amerikanske aktier, hvor futuren for det brede S&P 500 går frem med 0,5 pct., mens Dow Jones-futuren ligger med et plus på 0,3 pct.
Endnu bedre ser det ud for den teknologitunge Nasdaq-future, som stiger 1 pct., da Donald Trumps løfte om at investere mindst 500 mia. dollar i kunstig intelligens har givet ekstra appetit på techaktier.
Det nyder særligt Oracle godt af, da computersoftwarekoncernen bliver en del af det massive AI-projekt, som har fået navnet Stargate.
Tirsdag var der tale om en god første handelsdag med Donald Trump i Det Hvide Hus. Her steg det brede S&P 500-indeks med 0,9 pct., mens Dow Jones blev løftet 1,2 pct., og Nasdaq vandt 0,6 pct.
NETFLIX MED VILD KUNDEHØST
Netflix er på himmelflugt i formarkedet med et plus på 14,6 pct. til 996,65 dollar, da streamingkæmpen i sit fjerde kvartal fik langt flere nye kunder end ventet af analytikerne på Wall Street.
Netto steg antallet af betalende kunder hos Netflix i de tre måneder med 18,91 mio. abonnementer, mens der ifølge Bloomberg News blot var ventet en vækst på 9,18 mio. kunder, mens også omsætningen voksede en smule mere end ventet.
I et brev til aktionærerne fremhæver Netflix blandt andet Squid Game sæson 2 og boksekampen mellem Jake Paul og Mike Tyson som en del af årsagen til den overraskende fremgang.
TRUMP ANNONCERER PLAN OM STORE INVESTERINGER I KUNSTIG INTELLIGENS
Den amerikanske præsident, Donald Trump, siger, at mindst 500 mia. dollar vil blive investeret i infrastruktur til kunstig intelligens, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beløbet svarer til knap 3600 mia. kr., og investeringerne vil komme fra tre ledende selskaber på markedet, siger Trump.
Det er OpenAI, der står bag den populære chatbot ChatGPT, det japanske teleselskab SoftBank og it-selskabet Oracle, der sammen vil investere pengene i projektet, som har fået navnet Stargate.
Det sender aktien i Oracle op med 10,3 pct. til 190,41 dollar i formarkedet godt en time før åbning.
UNITED AIRLINES OPMUNTRER MED SIN INDTJENINGSPROGNOSE
Også aktien i flyselskabet United Airlines stiger i formarkedet, da regnskabet for fjerde kvartal 2024 indeholder en bedre end ventet indtjeningsprognose for det igangværende første kvartal.
United venter således et justeret overskud per aktie i første kvartal på 0,75-1,25 dollar, og det trumfer let forventningen på Wall Street ifølge Bloomberg News på 0,56 dollar.
- Når vi ser frem mod 2025 forventer United robuste efterspørgselstendenser i det første kvartal, hedder det da også i regnskabet.
United-aktien stiger 4,6 pct. til 115,60 dollar i formarkedet.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›