USA/tendens: Grøn start i sigte med fokus på Nvidia
De amerikanske aktier står til at åbne i grønt efter flere dage med fald, idet investorerne afventer det imødesete regnskab fra Nvdia for at måle retningen for AI-efterspørgslen.
Onsdag peger futures for det brede S&P 500-indeks mod en stigning på 0,5 pct. efter et fald på tilsvarende størrelse tirsdag. Indekset satte rekord onsdag i sidste uge, men er faldet hver handelsdag siden med godt 3 pct. samlet.
Futuren for Nasdaq-indekset peger op med 0,7 pct. efter tirsdagens drop på 1,4 pct., mens Dow Jones-futuren stiger 0,3 pct. efter tirsdagens stigning på 0,4 pct.
Investorerne har siddet på kanten af stolen de seneste handelsdage efter en række sløje nøgletal, heriblandt tirsdagens svage forbrugertillidstal, der antyder, at verdens største økonomi kan være ved at gå i stå.
Nvidias regnskab, der ventes efter markedernes lukning, vil sandsynligvis sætte tonen for Wall Street, efter at billige AI-modeller fra Kinas Deepseek rystede sektoren i januar.
Forud for regnskabet ligger Nvidia-aktien med et plus på 2,9 pct. i formarkedet, og aktien er for første gang siden 2022 ikke på vej til at stige mellem to regnskabspræsentationer.
- Investorer er helt vant til at se imponerende resultater, derfor kan risikofaktorerne vende optimismen væk fra stærke resultater, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, ifølge Reuters.
- Læg dertil det faktum, at markedsmiljøet ikke er ideelt i disse dage, så har Nvidia den tunge opgave at løfte markedsstemningen i denne uge. Hvis det ikke kan, kan udsalget i aktier accelerere på trods af de faldende renter.
META PLANLÆGGER AT BYGGE AI-DATACENTRE FOR 200 MIA. DOLLAR
Meta, som står bag Facebook, planlægger angiveligt at bruge omkring 200 mia. dollar på opførelsen af et nyt datacenter, som skal rumme projekter inden for kunstig intelligens.
Det skriver Reuters, som henviser til en række unavngivne kilder med kendskab til sagen.
Til sammenligning vil øvrige giganter som Microsoft bruge 80 mia. dollar på AI-infrastruktur i år, mens Amazon anslår, at årets udgifter til kunstig intelligens vil blive højere end de omkring 75 mia. dollar, som blev brugt i 2024.
Meta-aktien løftes 0,9 pct. i formarkedet, men meldingerne løfter i højere grad aktier relateret til elproduktion til at drive de fremtidige datacentre.
GE Vernova, der blandt andet laver gasturbiner, løftes 4,7 pct., og energiselskabet Vistra stiger 5,5 pct. i formarkedet.
Aktierne blev sammen med AI-relaterede aktier ramt mandag af meldinger fra finanshuset TD Cowen, om at Microsoft har opsagt nogle lejekontrakter på nye datacentre.
SUPER MICRO I VEJRET PÅ HÅB OM UNDGÅET AFNOTERING
Super Micro Computer stiger hele 22,3 pct. i onsdagens amerikanske formarked, efter at koncernen tirsdag endelig fik offentliggjort regnskabet for andet kvartal samt hele regnskabsåret 2024.
Tirsdag faldt aktien dog 11,8 pct. i den ordinære handel på udsigten til en tvungen afnotering fra Nasdaq-børsen, hvis ikke tallene blev lagt frem senest tirsdag.
Og så gør det ikke så meget, at salget i perioden på tre måneder frem til juni 2024 i 5,68 mia. dollar ikke nåede konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 5,77 mia. dollar trods en vækst på 55 pct.
Super Micro Computer udskød sine regnskabsrapporter til de amerikanske børsmyndigheder efter anklager om regnskabsmanipulation fra Hindenburg Research, hvilket førte til tunge kursfald og en undersøgelse.
Koncernen nåede ikke den første tidsfrist til at bringe orden i sagerne, men fik forlænget fristen til 25. februar.
Super Micro Computer har tidligere afvist anklagerne, og en uafhængig gennemgang fandt ingen overtrædelser, har selskabet tidligere oplyst.
I softwaresektoren lever Intuits prognose for tredje kvartal ikke helt op til det ventede på Wall Street, men et solidt andet kvartal får lov at overskygge det, og derfor stiger Intuit-aktien 8,2 pct. i formarkedet onsdag.
I detailsektoren løftes Lowe's med 3,4 pct., efter at byggemarkedskæden har leveret sin første positive sammenlignelige salgsvækst i to år.
Lowe's prognose skuffer dog en smule, men analytikere kalder ifølge Bloomberg News den for "konservativ" og "fornuftig".
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›