USA/åbning: Nvidia kommer flyvende ud af starthullerne før regnskab

Udgivet den 26-02-2025  |  kl. 15:37  |  

De amerikanske aktier åbner i grønt efter flere dage med fald, idet investorerne afventer det imødesete regnskab fra Nvidia for at måle retningen for AI-efterspørgslen.

I onsdagens første handler stiger det brede S&P 500-indeks 0,2 pct. efter et fald på tilsvarende størrelse tirsdag. Indekset satte rekord onsdag i sidste uge, men er faldet hver handelsdag siden med godt 3 pct. samlet.

Nasdaq-indekset løftes med 0,4 pct. efter tirsdagens drop på 1,4 pct., mens Dow Jones-indekset falder 0,1 pct. efter tirsdagens stigning på 0,4 pct.

Investorerne har siddet på kanten af stolen de seneste handelsdage efter en række sløje nøgletal, heriblandt tirsdagens svage forbrugertillidstal, der antyder, at verdens største økonomi kan være ved at gå i stå.

Nvidias regnskab, der ventes efter markedernes lukning, vil sandsynligvis sætte tonen for Wall Street, efter at billige AI-modeller fra Kinas Deepseek rystede sektoren i januar.

Forud for regnskabet ligger Nvidia-aktien med et plus på 3,8 pct., og aktien er for første gang siden 2022 ikke på vej til at stige mellem to regnskabspræsentationer.

- Investorer er helt vant til at se imponerende resultater, derfor kan risikofaktorerne vende optimismen væk fra stærke resultater, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, ifølge Reuters.

- Læg dertil det faktum, at markedsmiljøet ikke er ideelt i disse dage, så har Nvidia den tunge opgave at løfte markedsstemningen i denne uge. Hvis det ikke kan, kan udsalget i aktier accelerere på trods af de faldende renter.

META PLANLÆGGER AT BYGGE AI-DATACENTRE FOR 200 MIA. DOLLAR

Meta, som står bag Facebook, planlægger angiveligt at bruge omkring 200 mia. dollar på opførelsen af et nyt datacenter, som skal rumme projekter inden for kunstig intelligens.

Det skriver Reuters, som henviser til en række unavngivne kilder med kendskab til sagen.

Til sammenligning vil øvrige giganter som Microsoft bruge 80 mia. dollar på AI-infrastruktur i år, mens Amazon anslår, at årets udgifter til kunstig intelligens vil blive højere end de omkring 75 mia. dollar, som blev brugt i 2024.

Meta-aktien løftes 0,8 pct., men meldingerne løfter i højere grad aktier relateret til elproduktion til at drive de fremtidige datacentre.

GE Vernova, der blandt andet laver gasturbiner, løftes 6,1 pct., og energiselskabet Vistra stiger 5,2 pct.

Aktierne blev sammen med AI-relaterede aktier ramt mandag af meldinger fra finanshuset TD Cowen, om at Microsoft har opsagt nogle lejekontrakter på nye datacentre.

SUPER MICRO I VEJRET PÅ HÅB OM UNDGÅET AFNOTERING

Super Micro Computer stiger hele 18,4 pct., efter at koncernen tirsdag endelig fik offentliggjort regnskabet for andet kvartal samt hele regnskabsåret 2024.

Tirsdag faldt aktien dog 11,8 pct. i den ordinære handel på udsigten til en tvungen afnotering fra Nasdaq-børsen, hvis ikke tallene blev lagt frem senest tirsdag.

Og så gør det ikke så meget, at salget i perioden på tre måneder frem til juni 2024 i 5,68 mia. dollar ikke nåede konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 5,77 mia. dollar trods en vækst på 55 pct.

I softwaresektoren lever Intuits prognose for tredje kvartal ikke helt op til det ventede på Wall Street, men et solidt andet kvartal får lov at overskygge det, og derfor stiger Intuit-aktien 8,2 pct.

I detailsektoren løftes Lowe's med 0,8 pct., efter at byggemarkedskæden har leveret sin første positive sammenlignelige salgsvækst i to år.

Lowe's prognose skuffer dog en smule, men analytikere kalder ifølge Bloomberg News den for "konservativ" og "fornuftig".

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har tirsdag underskrevet et dekret, som beordrer hans egen regering til at undersøge mulighederne for at indføre importtold på kobber.

Det understøtter den amerikanske kobberproducent Freeport Mcmoran, der stiger 4,2 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: AB Inbev og Wienerberger drev Stoxx 600 til rekord
17:41 Det Hvide Hus begrænser ledende nyhedsbureauers adgang til Trump
17:03 Onsdagens aktier: Novonesis og storbanker belønnet på stor regnskabsdag
17:00 Onsdagens obligationer: Mindre rentefald på stille dag
15:37 USA/åbning: Nvidia kommer flyvende ud af starthullerne før regnskab
15:16 Shipping: Baltic Dry-indekset fortsætter grøn stime med niende dag med plus
14:42 Vestas fortsætter grøn stime: EU-initiativ kan ifølge Sydbank være årsagen onsdag
14:40 USA/tendens: Grøn start i sigte med fokus på Nvidia
14:09 Unibrew ser salg af alkoholfri øl gå for langsomt og holder igen med satsning
13:57 Europa/aktier: Rekordjagt drevet af AB Inbev og Wienerberger
12:58 Indien rykker på banen med bioenergy siger finansdirektør i Novonesis
12:48 Sydbank-topchef fremhæver tre vigtige forsvarnsværn i tid med usikkerhed
12:21 Unibrew ser salg af alkoholfri øl gå for langsomt og holder igen med investeringer
12:08 Sydbank-topchef superglad for regnskabet: Uden diskussion det bedste blandt SIFI-bankerne
12:00 Lollands Bank leverer trecifret millionoverskud for andet år på stribe
11:54 Obligationer/middag: Mindre rentefald i kølvandet af rentenedtur i USA
11:51 Lego-familiens pengetank sælger stort ud af ISS-aktier til rabatpris
11:45 Zealands budget for 2025 har berettigelse: Jefferies venter stærkt første halvår
11:40 Aktier/middag: Novonesis og jyske storbanker trækker smilene frem
10:52 Indian rykker på banen med bioenergy siger finansdirektør i Novonesis