USA/åbning: Amerikanske aktier fortsætter ned - Nvidia bremser faldet
Rekylen fra Donald Trumps toldkrig har ramt præsidentens hjemland, hvor aktiemarkederne falder yderligere tilbage oven på mandagens store fald.
Her dykkede de amerikanske aktier markant, da det stod klart, at Canada og Mexico denne gang ikke kunne forhandle sig ud af straftolden på 25 pct., som ellers blev udskudt i første omgang for godt en måned siden.
Tolden på kinesiske varer blev i samme ombæring også løftet med 10 pct., hvilket har fået styret i Beijing til svare prompte igen med en gengældelsestold.
Samtidig har kineserne suspenderet importtilladelserne for sojabønner fra tre amerikanske eksportører og har stoppet importen af amerikansk tømmer.
Tirsdag eftermiddag har den amerikanske handelsminister Howard Lutnick varslet yderligere told på canadiske varer fra 2. april. Det skyldes ifølge handelsministeren, at Canada har told på amerikanske mejeriprodukter.
Det brede S&P 500 falder fra åbningen med 1 pct., mens det teknologidominerede Nasdaq dykker 1,1 pct. Det mere defensive Dow Jones falder 1 pct.
S&P 500 handles ved åbningen i 5788 og nærmer sig dermed 5783, som er det niveau, indekset lå i da Donald Trump kunne erklære sig som vinder af det amerikanske præsidentvalg.
MARKEDET VENTER FLERE RENTENEDSÆTTELSER
Mens toldkrigen tynger markedet, er der også faktorer, der trækker i modsat retning.
De stigende bekymringer over den amerikanske økonomis sundhedstilstand har fået handlere til at øge satset på rentenedsættelser i USA til tre i år.
Det er første gang siden midten af december sidste år, at handlen med rentefutures viser tre hele rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank i år, skriver Bloomberg News.
Der indregnes nu nedsættelser på samlet set 80 basispoint i år mod knap 73 basispoint mandag i forhold til det nuværende niveau på 4,25-4,50 pct.
NVIDIA SÆTTER PROP I NEDTUREN
Chipgiganten Nvidia var mandag under stort pres og mistede 8,7 pct., da investorerne frygter, at salget bliver ramt af toldkrig og geopolitiske spændinger.
Med mandagens fald er chipproducenten nu nede med 15 pct. siden årsskiftet.
Tirsdag er der dog blevet sat en foreløbig prop for faldet, og aktien stiger 0,6 pct. ved åbningen.
Også konkurrenten Broadcom, der mandag faldt 6,1 pct., stiger svagt tirsdag med 0,8 pct.
REGNSKABER FRA DETAILKÆMPER
To af de store detailselskaber i USA, Target og Best Buy, har tirsdag aflagt regnskab inden åbningen.
Og navnlig detailsektoren står til at blive ramt af øget told på udenlandske varer og en generelt dårligere amerikansk økonomi.
Hos Target ser man lidt eller slet ingen vækst i salget i år. Selskabet venter en flad udvikling i det sammenlignelige salg i år, mens analytikerne havde sat næsen op efter en vækst på 1,7 pct. i år.
I næsten to år har Target forsøgt at etablere en stabil vækst på baggrund af et svagt forbrug. For at genvinde fodfæstet har detailkæden sænket priserne, tilbudt særlige rabatter og opfrisket sine tilbud. Men anstrengelserne har ikke givet afkast, mens konkurrenter som Walmart og Costco Wholesale har haft fremgang, skriver Bloomberg News.
Aktien falder fra start 4,4 pct.
Også elektronikkæden Best Buy ser kun en lille vækst i 2025, hvor forbruget ventes at være begrænset af inflationen.
Det meddeler selskabet i sit regnskab for fjerde kvartal, hvor forventningerne til salgsvæksten ligger på 0 til 2 pct. Til sammenligning havde analytikerne sat næsen op efter 1,4 pct.
Derudover ser Best Buy en justeret indtjening per aktie på 6,2-6,6 dollar, mens analytikerne havde ventet 6,55 dollar.
Samtidig venter kæden en lille nedgang i første kvartal sammenlignet med sidste år.
Det kommer oven på et 2024, der generelt landede bedre end ventet blandt analytikerne.
Aktien falder hele 13,9 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›