Europa/aktier: Mulig våbenhvile løfter markeder men sænker våbenaktier
Der hersker god stemning på de europæiske børser onsdag, da Ukraine har accepteret det amerikanske forslag om en våbenhvile med Rusland i 30 dage.
Det sender de brede markeder pænt i vejret, mens udsigten til en våbenhvile omvendt tynger forsvarsaktierne - bortset fra regnskabsaktuelle Rheinmetall, der bliver belønnet af investorerne.
Dog udestår en russisk accept fortsat, og her har Rusland udbedt sig yderligere informationer fra USA. Det kan dog ikke udelukkes, at den russiske præsident, Vladimir Putin, kommer til at have en telefonsamtale med den amerikanske præsident, Donald Trump, lyder det fra det russiske præsidentkontor.
Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600 stiger 1 pct. ved middagstid, mens det tyske DAX-indeks går frem med 1,5 pct. I Frankrig stiger CAC 40 1,2 pct., og det britiske FTSE 100 med 0,5 pct.
Forsvarsaktierne er under pres i Europa, hvor italienske Leonardo, der ellers opjusterede forventningerne tirsdag, falder med 3,7 pct. Svenske SAAB falder 3,2 pct., og britiske BAE med 1,3 pct.
Undtagelsen er dog tyske Rheinmetall, der onsdag har fremlagt et godkendt regnskab for fjerde kvartal. Selskabet venter en vækst i salget på 25-30 pct. oven på rekordåret 2024. Det sender aktien op med 6,6 pct.
I bunden af Stoxx 600 ligger sportstøjsproducenten Puma, der bliver hældt ned ad brættet oven på en dyster prognose for 2025.
Puma venter i 2025 et justeret indtjening på EBIT-niveau i intervallet 520-600 mio. euro. Det er både under sidste års niveau og analytikernes forventninger.
Aktien dykker med 23,2 pct. i middagshandlen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›