Tysk kanslerkandidat er stadig optimistisk i forhold til gigantisk investeringspakke

Udgivet den 14-03-2025  |  kl. 11:02  |  

Den konservative tyske kanslerkandidat, Friedrich Merz, er stadig "meget optimistisk", når det kommer til at få vedtaget den gigantiske gælds- og investeringspakke, som blev foreslået i sidste uge.

Det skriver Bloomberg News.

Meldingen kommer, efter at en debat i det tyske parlament torsdag afslørede, at De Grønne stadig ikke bakker op om pakken, som foreslås af Merz' parti, CDU/CSU, og socialdemokraterne, SPD. De Grønne holder dog stadig døren på klem og erklærer sig klar til forhandlinger.

Over for den tyske tv-station, ZDF, erkender Merz, at det er krævende at forsøge at sikre opbakning til pakken, samtidig med at der forhandles med SPD om at danne en koalitionsregering.

- Vi har altid mange bolde i luften, siger Merz, der også citeres for, "at der i hans øjne er mulige løsninger".

Merz' parti, CDU/CSU, og socialdemokraterne i SPD forsøger at opnå et hurtigt for flertal for at lempe regler i forfatningen om en gældsbremse, som står i vejen for, at landet kan øge sine investeringer i forsvaret.

Desuden foreslår de to partier oprettelse af en infrastrukturfond på 500 mia. euro.

Den gigantiske investeringspakke har været et stort tema på obligationsmarkedet, da den ventes at blive finansieret via store obligationsudstedelser.

Alene de sidste par uger er den tiårige tyske obligationsrente derfor steget med knap et halvt procentpoint til 2,88 pct.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Tyskland❯