USA/åbning: Aktierne vender hurtigt til plus trods pres på Tesla

Udgivet den 17-03-2025  |  kl. 14:48  |  

Indledningsvise fald på børserne i USA blev hurtigt vekslet ud med beherskede stigninger.

Der er imidlertid pres på elbilaktien Tesla, da investorerne fortætter med at bekymre sig over den senere tids salgstal.

Efter fem minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,2 pct. højere, Dow Jones-indekset stiger 0,3 pct., og Nadsaq-indekset med 0,2 pct.

Futures havde ellers indikeret små fald fra start mandag, og i de første handler var tendensen da også overvejende negative.

Men allerede efter få minutter var de røde tal skiftet ud med grønne i de store indeks.

ALLE DE SYV STØRSTE STIGER - BORTSET FRA TESLA

Blandt de allerstørste amerikanske aktier - de såkaldte "magnificent seven" - stiger de seks, mens Tesla som den eneste af dem falder fra ugens start.

Tesla-aktien ligger 2,6 pct. lavere, mens Nvidia og Apple modsat stiger henholdsvis 0,2 og 0,6 pct.

Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, advarede i et interview med NBC søndag ifølge Reuters om, at der "ikke er nogen garanti" for, at USA undslipper en recession.

Præsident Trumps toldkrig har øget frygten for en recession, og der vil i denne uge være stor fokus på, hvad den amerikanske centralbank vil sige om økonomien og renteudsigterne, når den holder rentemøde onsdag.

- FOMC-deltagerne (medlemmerne af rentekomiteen, red) bliver nødt til at genoverveje deres prognoser, nu hvor de første toldsatser er trådt i kraft, og Det Hvide Hus ser ud til i sidste ende at indføre større toldsatser, siger analytikere hos Goldman Sachs ifølge Reuters.

Inden børsåbningen i New York skuffede detailsalget i USA med en stigning i februar på 0,2 pct., mens økonomerne havde regnet med en stigning på 0,6 pct.

KRYDSTOGTSSELSKAB GODT FRA LAND

Blandt de mindre selskaber er der fokus på krydstogtselskabet Norwegian Cruise Line, der har lagt ud med et plus på 3,9 pct. til 19,95 dollar.

Det sker oven på en løftet anbefaling fra JPMorgan, der har skruet op til "overvægt" fra "neutral" oven på et fald på omtrent 25 pct. i 2025 hidtil.

Ifølge bankens analytikere har ledelsen hos Norwegian Cruise Line signaleret, at der ikke er udsigt til nogen betydelige ændringer i efterspørgselsbilledet, men at prognosen for 2025 er forsigtig på grund af geopolitisk og makroøkonomisk usikkerhed.

En våbenhvile mellem Rusland og Ukraine kan give et løft til industri i Østersøen, oplyser Mark Kempa, der er finansdirektør hos Norwegian Cruise Line, ifølge nyhedsbureauet.

JPMorgan har et kursmål på 30 dollar for aktien, hvilket altså indikerer et potentiale på over 50 pct. fra fredagens lukkekurs på 19,19 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:29 Markedsoversigt: Tysk milliardpakke sendte aktier og renter op
17:21 Bavarians kursmål skrues ned hos Carnegie
17:05 Tirsdagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter tysk ja til investeringspakke
17:04 Tirsdagens aktier: Vestas gik i udbrud i grønt C25 præget af tysk milliardpakke
16:36 Tyskland vedtager gigantisk investeringsplan for forsvaret og industrien
15:33 Mærsk-formand ser to store udfordringer for rederiet
15:08 Tesla dykker på nyheder om kinesisk lynbatteri og skåret kursmål hos storbank
14:52 Amerikansk industriproduktion blev understøttet af ihærdige bilproducenter i februar
14:51 USA/åbning: Comeback afsporet af fornyet nervøsitet - Google med kæmpeopkøb
14:13 Tørlastindeks falder for anden dag i træk
14:09 Google i største opkøb nogensinde: Vil understøtte sikkerheden i Google Cloud
14:05 USA/tendens: Mismodet indfinder sig igen efter grøn start på ugen
13:04 Europa/aktier: Tysk milliardpakke sender aktier i vejret - britisk it i toppen
12:43 Obligationer/middag: Renten stiger på udsigt til godkendelse af tyske milliardpakke
12:27 Parken bekræfter rygte om købsinteresse: Henvendelse afvist
12:24 Parken bekræfter rygte om købsinteresse: Henvendelse afvist
12:03 Novonesis vil vokse på megatrends spår Nordea
11:54 Novo-rival får løftet salgsestimat for vægttabsmiddel hos amerikansk storbank
11:44 Aktier/middag: Vestas trækkes ud af dødvande - C25 stiger oven på tysk pakke og våbenhvile
11:24 Forventningerne til tysk økonomi i det højeste i tre år