Europa/aktier: Tysk milliardpakke sender aktier i vejret - britisk it i toppen
De europæiske aktiemarkeder bliver tirsdag sendt solidt op, da den gigantiske tyske infrastrukturpakke nu ser ud til at være så godt som hjemme.
Navnlig de tyske aktier nyder godt af udsigten til massive investeringer i infrastruktur og forsvar, mens de øvrige store børser også rider med på bølgen. Samtidig løfter det stemningen, at den amerikanske præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal drøfte muligheden for våbenhvile i Ukraine.
Det brede Stoxx 600 stiger 0,7 pct., mens det tyske DAX-indeks går frem med 1,5 pct. I Frankrig stiger CAC 40 0,5 pct., og det britiske FTSE 100 ligger oppe med 0,3 pct.
Selvom det er de tyske aktier, der oven en bred kam klarer sig bedst, er det britiske selskaber, der pryder toppen af Stoxx 600.
It-selskabet Computacenter, som tilbyder ydelser og support inden for it-sektoren, har fremlagt tal for 2024, hvor ordrebeholdningen er mere end fordoblet i forhold til sidste år.
Samtidig lykkedes det Computacenter at komme tilbage på vækstsporet i anden halvdel af 2024. Det kommer dog ikke som den helt store overraskelse, efter at selskabet allerede tilbage i januar offentliggjorde foreløbige tal for året.
Aktien stiger 12,8 pct. Lige i hælene ligger det ligeledes britiske it-selskab Softcat, som bliver trukket op med 7,6 pct. forud for sit regnskab onsdag.
Der er også fokus på danskstiftede Trustpilot, som er i hopla på børsen i London oven på sit regnskab for 2024. Her er det især prognosen for indeværende regnskabsår, som giver luft under vingerne.
Trustpilot venter i år en forbedring af driftsmarginen (EBITDA) på 2 pct.point. Sidste år endte det justerede driftsresultat (EBITDA) på 24,1 mio. dollar efter en vækst på over 50 pct., og det resultat er ifølge flere analytikere bedre end ventet.
Aktien stiger 5,1 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›