Overenskomst svækker konkurrenceevnen på kort sigt
København--25. januar--NetPosten--Overenskomstforliget på industriområdet vil ramme dansk konkurrenceevne på kort sigt, skriver Midtbank i en kommentar til weekendens overenskomstforlig på industriens område.
Den egentlige lønstigning er begrænset, men den sjette ferieuge samt pension svarer til en lønstigning på 1 pct. om året. Den ekstra ferie betyder lavere produktion, og derudover øger den presset på det danske arbejdsmarked, som i forvejen er præget af lav ledighed og flaskehalsproblemer. En yderligere begrænsning i udbuddet af arbejdskraft vil således skabe et lønpres.
En fordel ved overenskomstforliget er, at det dækker en fire-årig periode, hvilket vil give ro og stabilitet på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid kun de overordnede rammer, der er på plads, og lokale lønforhandlinger vil medføre yderligere lønstigninger. Stigningen i lønomkostningerne i 1999 var dog på et lavere niveau end de foregående år, men omkostningerne er stadig høje i europæisk sammenhæng.
Overenskomstforhandlingerne bidrager ikke til bekæmpelse af dansk inflation, der udgør en tiltagende trussel i dansk økonomi og ikke mindst mod Danmarks eventuelle deltagelse i ØMU, hvor lav inflation er et af optagelseskriterierne. Forbrugerpriserne for december steg således med 3,2 pct.
Midtbank venter en aftagende inflation i 2000 på grund af afdæmpet indenlandsk vækst, men presset på arbejdsmarkedet kan midlertidigt øge inflationsspændet til Europa, som dermed spændes til bristepunktet.
Øgede inflationsforventninger betyder, at renten på den 10-årige statsobligation har nået niveauet omkring 6 pct., hvilket banken tidligere har estimeret.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›