Telia lancerer SMS til 0 kr.
Telia introducerer på mandag den 24. marts et ungdomsprodukt, som ikke tidligere er set på det danske marked. For første gang indeholder et mobilabonnement SMS til 0 kr., uanset hvor mange SMS'er man sender.
Med det nye abonnement, Telia Xpress, krydser Telia den grænse, som ingen teleselskaber herhjemme tidligere har krydset: at tilbyde SMS til 0 kr. i et mobilabonnement. Det sker på baggrund af nøje forretningsmæssige overvejelser og grundige markedsundersøgelser, som viser, at en stor gruppe af de unge mobilbrugere er villige til at betale en højere abonnementspris, hvis de samtidig kan have et ubegrænset SMS-forbrug.
Med det nye Telia Xpress abonnement forventer Telia at ramme et vigtigt behov hos mobilbrugerne, nemlig enkelhed og gennemskuelighed. Nu kan de ivrige SMS-brugere - eller deres forældre - vælge et mobilabonnement vel vidende, at man ikke kan SMS'e sig til dyre og ubehagelige mobilregninger. Suppleret med en fast lav minuttakst, uanset hvor, hvornår og til hvem man ringer, giver Telia Xpress et nemt overblik for brugeren.
Telia Xpress abonnementet koster 120 kr. om måneden og indeholder - ud over SMS til 0 kr. - blandt andet en fast minuttakst på 1,20 kr. Desuden inkluderer abonnementet også GPRS for at sikre den bedst mulige brugeroplevelse, når kunderne gør brug af Telias forskellige mobile indholdstjenester som javaspil i farver, nyheder, tv-guider, information om koncerter, biografer osv. Prisen for GPRS er forbrugsafhængig og koster 0,40 kr. for en overførsel på 10 KB.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›