Össur/CEO: Vi har skruet ned for Frankrig

Udgivet den 24-06-2013  |  kl. 07:18  |  

Proteseproducenten Össur har skruet ned for de salgsfremmende tiltag på det franske marked, som ikke har levet op til forventningerne. Dermed er kun ét af de oprindelige tre tiltag tilbage, og det er planen, at det fortsætter.

Det siger selskabets administrerende direktør, Jón Sigurðsson, i et interview med Ritzau Finans.

- Vi har skruet ned for Frankrig og afviklet to af de tre tiltag, der ikke levede op til vores mål. Men vi beholder vores salgsrepræsentanter, der er målrettet rheumatologerne, og som tager ud og viser vores produkter, siger han.

De to øvrige tiltag var dels en lejet salgsstyrke, der tog ud og snakkede med ortopædkirurger, hvilket ikke havde den forventede succes, dels var det en række produktdemonstrationer for læger generelt, som ikke viste sig at give noget større salg, siger direktøren.

Han afviser dog, at den fortsættende model med rheumatologbesøg vil blive opskaleret eller udvidet til andre markeder, da det ikke er en model, der nødvendigvis fungerer i nabolandene.

- Vi fortsætter med det, men vi tror også på, at vi har det nødvendige i Frankrig nu. Og mærkeligt nok, så er det franske og eksempelvis det tyske marked fuldstændig forskellige. Der er meget begrænsede sammenfald, siger Jón Sigurðsson til Ritzau Finans.

Dermed koncentrerer medtech-selskabet sig nu i højere grad om investeringer og udvidelser i især Asien og Sydamerika.

/ritzau/FINANS

Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk