Øget sikkerhed i danske forlystelsesparker
Investeringerne i sikkerhed hos de danske forlystelsesparker er steget markant i år. Det viser en ny undersøgelse fra Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark FFD. Ifølge undersøgelsen er der samlet set investeret 6,6 mio. kr. i øget sikkerhed i 2009, mens det tilsvarende tal for 2008 var 4,1 mio. kr. Det svarer til en stigning på 59 pct.
Direktør i Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Søren Kragelund, mærker, at danskerne har mere fokus på sikkerhed i år efter de ulykker, som forlystelsesparkerne var ramt af sidste sommer.
- Vi er jo allermest interesserede i, at alt er i orden, og at alle vores gæster får en god oplevelse, når de besøger os. Derfor er vi generelt meget opmærksom på, hvordan vi kan forbedre sikkerheden. Vi har tilsammen 11 millioner besøgende om året og dem vil vi gerne passe godt på, så de også har lyst til at komme tilbage, siger Søren Kragelund, der også er direktør for Fårup Sommerland.
Investeringerne falder i tre kategorier: uddannelse af personale, øget eftersyn af forlystelser og sikkerhedsforbedringer af eksisterende forlystelser. Undersøgelsen viser, at det især er i kategorien eftersyn af forlystelser, at der er sket en stigning. Her er Investeringerne steget med 135 pct. fra 2008 til 2009. Derudover er der iværksat en række initiativer inden for uddannelsesområdet. Der er bl.a. fokus på uddannelse af operatører, retningslinjer i forbindelse med nødsituationer og risikovurderinger af de enkelte forlystelser.
Flere forlystelsesparker har også udviklet egne uddannelsesprogrammer, der afsluttes med en form for eksamen for operatørerne. Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark FFD har sekretariat i hotel-, restaurant-, og turisterhvervets brancheforening HORESTA.