ØK: Chavez skaber igen uro omkring nationalisering

Udgivet den 23-01-2007  |  kl. 09:38  |  

Venezuelas præsident Hugo Chavez har igen skabt uro omkring den planlagte nationalisering af strategiske områder som tele- og energisektoren.

Tidligere har præsidenten oplyst, at nationaliserede selskaber ville blive kompenseret. Nu er tonen dog blevet en anelse hårdere, og det lader til, at nationaliserede selskaber ikke skal forvente et vederlag svarende til markedspris.

- Jeg vil ikke høre historier om, hvordan jeg skal betale til den og den pris, til en international pris, nej, nej, nej, lød kommentaren fra Hugo Chavez.

Det drejer sig om kompensationen til Verizon Communication, som er storaktionær i landets største teleselskab, CA Nacional Telefonos de Venezuela.

ØK falder 2 pct. til kurs 272, og selv om ØKs forretningsområde EAC Foods umiddelbart ikke er del af de strategiske sektorer, så frygter aktiemarkedet naturligvis for fremtidens investeringer og vækst for EAC Foods.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder