Ørsted frifindes for erstatningskrav i millionklassen i Elsam-sagen

Udgivet den 31-03-2020  |  kl. 12:48  |  
Arkiv: Foto

Ørsted slipper for at skulle betale en millionerstatning i Elsam-erstatningssagen, som i første omgang blev søsat for næsten 13 år siden.

Tirsdag har Sø- og Handelsretten frifundet den danske energikoncern for et erstatningskrav, der blev rejst af omkring 1100 virksomheder og kommuner med Energi Danmark, OK og Scanenergi i spidsen.

- Vi er meget tilfredse med Sø- og Handelsrettens dom om at frifinde os fra erstatningskrav. Erstatningssagen har hele tiden været knyttet op på de myndighedssager, som alle er afsluttet med, at Elsam blev frifundet for konkurrencemyndighedernes påstand om overtrædelse af konkurrencereglerne.

- Nu har vi også Sø- og Handelsrettens ord for, at det ikke giver mening at fortsætte erstatningssagen. Vi håber, at vi med afgørelsen kan sætte punktum i en meget langstrakt sag, siger Marianne Wiinholt, der er finansdirektør hos Ørsted, i en skriftlig kommentar til Ritzau Finans.

Ritzau Finans forsøger også at få en kommentar til afgørelsen fra sagsøgerne.

TO KONKURRENCESAGER BLEV AFSLUTTET I 2018 OG 2019

Sagen handler om muligt markedsmisbrug hos Elsam, som i 2006 blev fusioneret med Ørsted, der dengang gik under navnet Dong Energy. Indtil da var Elsam ejet af en række regionale elselskaber.

Elsam blev anklaget for at have taget urimeligt høje priser for el i Vestdanmark i en periode i starten af 2000'erne.

Ifølge sagssøgerne havde det medført et væsentligt tab for aftagerne, og det var dette tab, som de krævede at få erstattet. Erstatningskravet lød mere præcist på 4,4 mia. kr. plus renter.

I maj 2018 gav Vestre Landsret Ørsted medhold i den ene af myndighedernes to konkurrencesager om muligt markedsmisbrug hos Elsam, og i september 2019 blev Ørsted og konkurrencemyndighederne også enige om at afslutte sag nummer to.

Den ene sag, der blev afgjort til Ørsteds fordel i retten 2018, omhandlede muligt markedsmisbrug i en periode i løbet af 2005 og 2006.

Selv om Ørsted fik medhold i den sag, så spøgte en lignende sag, der dækkede over en periode fra juli 2003 til udgangen af december året efter, fortsat. Den var nemlig sat i bero, og det var den sag, som Ørsted og konkurrencemyndighederne sidste efterår indgik et forlig om.

Af efterårets forlig fremgår det, at parterne blev enige om, at konkurrencemyndighederne ikke med den fornødne sikkerhed har påvist, at Elsam misbrugte sin dominerende stilling i perioden. Det viser en aktindsigt, som Ritzau Finans har fået.

Derudover ændrede Konkurrenceankenævnet sin tidligere kendelse fra 2006. Det fremgår fortsat, at Elsam i perioden havde en dominerende position på markedet, men sætningerne "at Elsam har misbrugt denne stilling" og "og i et vist omfang gjorde det i strid med" er slettet.

Samtidig lovede Konkurrencerådet, at det ikke ville sætte gang i en ny undersøgelse - medmindre det kommer i besiddelse af "væsentlige nye faktuelle oplysninger".

ERSTATNINGSSAG OG KONKURRENCESAG HÆNGER SAMMEN

Gruppen af sagsøgere med Energi Danmark, OK og Scanenergi i spidsen mente fortsat, at det var muligt at kræve erstatning for et påstået tab, selv om konkurrencemyndighederne og retten havde afsluttet konkurrencesagerne til Ørsteds fordel.

Ifølge sagsøgerne var erstatningssagen nemlig baseret på en model, som adskilte sig fra Konkurrencerådets test.

- Det er vigtigt i den sammenhæng at holde sig for øje, at Vestre Landsret ikke har afgjort, at Elsams priser var lovlige. Det er alene afgjort, at Konkurrencerådets test ikke var tilstrækkelig, men det forhindrer naturligvis ikke, at sagsøgernes model kan anses for at være tilstrækkelig, da der er tale om to forskellige metoder til at fastslå, hvornår en pris var urimelig høj, skrev gruppen i en meddelelse i september.

I sin afgørelse tirsdag fremhæver Sø- og Handelsretten, at sagssøgerne har taget aktivt del i de afsluttede konkurrencesager som såkaldte biintervenienter. Det vil sige, at de har støttet myndighederne i retssagen, og ifølge retten har der været tale om en "meget selvstændig og aktiv adfærd".

Ifølge Sø- og Handelsretten har sagsøgerne gennem deres adfærd afgivet en proceserklæring om, at grundlaget for Elsams erstatningsansvar fulgte af den konkurrenceretlige afgørelse.

- Som følge heraf er sagsøgerne afskåret fra nu at gøre gældende, at deres erstatningskrav kan støttes på andre faktiske omstændigheder og juridiske synspunkter end dem, der indgik i den konkurrenceretlige afgørelse i myndighedssagen, fremgår det af dommen.

Det betyder også, at sagsøgerne skal betale 7 mio. kr. eksklusive moms i sagsomkostninger.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder