Ørsted Q4: Driften overgår forventninger efter frasalg af havvindpark

Udgivet den 31-01-2019  |  kl. 08:20  |  

Ørsted, der tidligere gik under navnet Dong Energy, kom igennem fjerde kvartal af 2018 med en højere indtjening end i samme kvartal året forinden, og det skyldes især frasalg af en ejerandel af en havvindmøllepark.

Oktober, november og december gav i år et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 19.206 mio. kr., når partnerskabsaftaler - heriblandt det delvise frasalg af havvindmølleparken Hornsea 1 - medregnes. I samme periode af 2017 lød EBITDA-indtjeningen på 13.032 mio. kr., når partnerskabsaftaler medregnes.

Til sammenligning var forventningen, at driftsoverskuddet inklusive partnerskabsaftaler ville lande på 18.356 mio. kr. i kvartalet, viser estimater indsamlet af Ørsted blandt op til 16 analytikere forud for regnskabet.

Allerede forud for torsdagens regnskab offentliggjorde Ørsted, at det samlede driftsoverskud landede på 30 mio. kr. i hele 2018, mens overskuddet eksklusive partnerskabsaftaler endte på 15 mio. kr. Det er et lille stykke over Ørsted egen prognose for helåret, der lød på 13-14 mio. kr.

På toplinjen præsterede Ørsted en omsætning på 23.527 mio. kr. i fjerde kvartal. Den post landede på 15.598 mio. kr. i samme periode året forinden. Analytikerne ventede 18.107 mio. kr. på den post i fjerde kvartal af 2018, viser estimaterne.

Nettooverskuddet var på 15.160 mio. kr. for de fortsættende aktiviteter. Til sammenligning landede nettooverskuddet for de fortsættende aktiviteter i samme periode for et år siden på 9350 mio. kr.

Ørsted rapporterer i "business performance", og der er derfor tale om justerede resultater.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Seneste nyheder