150.000 danskere har behov for formuepleje
Wealth Management, private banking eller formuepleje. Kært barn har mange navne. Et faktum er det, at det nu ikke er forbeholdt specialbanker eller de aller rigeste.
Ifølge Hans Henrik Klestrup, Head of Private Banking Denmark i Nordea, har omkring 150.000 danskere brug for rådgivning om formuepleje.
- Private Banking er individuelle løsninger på komplicerede spørgsmål. Vi har kørt det i over 20 år, men har nok gjort mere reklame for det de senere år i takt med at flere danskere er blevet velhavende. Jeg vil vurdere, at op til cirka 150.000 personer i Danmark kan have behov for det. I Nordea identificerer vi de af vores kunder som kan have behov for private banking/formuepleje, siger han til Netposten.
- Man skal have minimum 1 mio. i likvide aktiver før man kvalificerer sig til Private Banking i Nordea. Er formuen to eller trecifferet så øges kompleksiteten normalt og dermed også de kompetencer og serviceydelser som vi stiller til rådighed, siger Hans Henrik Klestrup.
Private banking består ifølge af tre elementer:
1. Traditionel bankforretning
2. Pleje af Værdipapirer.
3. Strategisk rådgivning f.eks. generationsskifte, ejerforhold, skat etc.
Nordea regner ikke friværdi i ejendom med i krav til kvalificering til Private Banking og anbefaler generelt ikke at låne penge til aktieinvestering.
Men finanskrise og aktienedtur har selvfølgelig givet mange spørgsmål fra kunder.
- Mange kunder er vendt tilbage med spørgsmål under aktienedturen. Men langt de fleste har holdt fast i deres strategi og tiltro til aktier. Men vi diskuterer selvfølgelig om strategien stadig er den rigtige. Som udgangspunkt skal man holde fast i sin strategi også i nedture. Vi tilrettelægger strategien individuelt med den enkelte kunde ud fra bl.a. ønsker til fremtiden, risikovillighed og formuestørrelse og sammensætning af formuen, siger Hans Henrik Klestrup.
Af Claus Stolbjerg, csh@netposten.dk.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›