Europa/aktier: Dansk selskab topper i lettere negativt Stoxx 600

Udgivet den 18-11-2024  |  kl. 12:48  |  

Der er generelt små udsving på de europæiske aktiemarkeder mandag middag, hvor teknologi og ejendomssektoren dog tynger lidt og bidrager til et fald i det brede europæiske Stoxx 600-indeks på 0,2 pct.

- Generelt er det en stille start på ugen uden det helt store spræl. Det europæiske marked ligger stort set uforandret, og der er heller ingen indeks eller sektorer, der skiller sig ud. Alle venter lidt på onsdagens regnskab fra Nvidia, der måske er en af dem, der godt kan afgøre retningen i markedet en lille smule, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank.

I toppen af Stoxx 600 ligger danske Bavarian Nordic med et plus på 7,7 pct., efter at aktien fredag lå i bunden med et fald på over 17 pct. efter selskabets regnskab for tredje kvartal og Donald Trumps valg af vaccineskeptikeren Robert F. Kennedy Jr. som næste sundhedsminister i USA.

Mandag er en hævet anbefalingen af til "køb" hos Carnegie med til at løfte Bavarian-aktien, der også nyder godt af fokus på selskabets mpox-vaccine, efter at der i USA er konstateret det første tilfælde af den nye og farligere variant af sygdommen.

Den svenske producent af varmepumper Nibe Industrier ligger derimod i bunden af indekset med et fald på 6,6 pct. Nogle handlere tilskriver ifølge Bloomberg News faldet, at den britiske regering måske vil skære ned på foreslåede bøder til kedelproducenter for ikke at opfylde mål for salget af varmepumper.

Et par finanshuse har desuden sænket deres kursmål en smule for aktien, tilføjer Bloomberg News, der henviser til analyser af DNB og Morgan Stanley.

Aktien i det norske energiselskab Equinor falder mandag desuden 2,9 pct., efter at DNB har sænket sin anbefaling af aktien til "sælg" og reduceret kursmålet til 200 norske kr. fra 300 norske kr.

Årsagen er begrænsede udsigter til udlodning og afkast til investorerne i de kommende år, refererer Bloomberg News. DNB havde tidligere den neutrale anbefaling "hold", men anbefaler altså nu at sælge ud af Equinor-aktierne.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Europa❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder