25 migranter fundet i kølecontainer på dansk fragtskib

Udgivet den 19-11-2019  |  kl. 20:51  |  

25 mennesker er fundet i en kølecontainer på et fragtskib fra Holland til England.

Det bekræfter skibets danske rederi DFDS over for Ritzau.

Lokale myndigheder i Holland skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters i en meddelelse, at alle er i live. Der er ikke umiddelbart yderligere oplysninger om de 25 menneskers tilstand.

Men ifølge de foreløbige oplysninger er der tale om en nødsituation, rapporterer den hollandske tv-station NOS.

Op mod 20 ambulancer er sendt til den havn i byen Vlaardingen i Holland, hvor skibet er på vej retur til.

Fragtskibet, "Britannia Seaways", vendte om, efter at de mange blinde passagerer var fundet, rapporterer tv-stationen.

Det skete kort tid efter, at skibet var stævnet ud fra Holland tirsdag.

For fire uger siden blev 39 migranter fra Vietnam fundet omkommet i en lastbil i den engelske by Essex. Lastbilen var kommet til Storbritannien med færge fra Belgien.

/ritzau/

Redaktion

Relaterede nyheder