(3) H+H: Ordinært res. for 1996 nedjusteres til ca. 20 mio. kr. fra 30 mio.

Udgivet den 17-01-1997  |  kl. 12:45  |  

Omkring problemerne i Kingsway Group plc skriver H+H følgende i fondsbørsmeddelelsen:

I andet halvår forventedes et ordinært resultat i Eurospace Furniture plc. Dette mål er nået, og virksomhederne er inde i en positiv udvikling. Kingsway Groups anden engelske virksomhed i denne sektor, Bushboard Parker viste en pæn resultatfremgang i 1996 i forhold til 1995.

I Kingsways byggematerialesektor er den forventede resultatforbedring udeblevet. det skyldes især firmaet Ryarsh Brick. Selskabet har således belastet det ordinære resultat for 1996 med ca. 15 mio. kr.

Ryarsh kalksandsten har i flere år haft vigende markedsandel i forhold til traditionelle mursten, hvoraf der er meget store lagre på det britiske marked, og dermed et stort pres på salgspriserne. På denne baggrund er der blevet gennemført en sammenlægning med selskabet Celcon for at reducere omkostningerne. Samtidig blev der igangsat en eksport til Holland og Tyskland af en ny type produkter, der var tilpasset disse markeder, men efterfølgende er der opstået misfarvningsproblemer i de opmurede sten med deraf følgende meget store erstatninger. I konsekvens heraf er eksporten ophørt, lageret er afskrevet og der er indgået aftale om afhændelse af Ryarsh Brick.

Earthspan plc har belastet det ordinære resultat for 1996 med ca. 21 mio. kr. primært på grund af betydelige erstatninger i løbet af andet halvår 1996. Hertil kommer faldende priser på industrielementer, ligesom der har været betydelige tab på montagesiden. Konsekvensen af dette er taget, ledelsen er fratrådt, og aktiviteten afhændes snarest muligt.

Disse forhold indebærer, at Kingsways Groups ordinære resultat for 1996, trods resultatforbedringer i de førstnævnte virksomheder, bliver betydeligt lavere end forventet. (Slut)

Udgivet af: NPinvestordk