6.000 færre bilskader i 1998
København--10. marts--NetPosten--Selv om man skal helt tilbage til 1990 for at finde et år med færre anmeldte motorkøretøjsskader end de 568.000, der blev anmeldt i 1998, lever årsresultatet ikke helt op til det, som forsikringserhvervet havde forventet ud fra de trafikssikkerhedsmæssige tiltag, der blev iværksat i 1997. Den effekt af de skærpede straffe for hastighedsovertrædelser, man så i andet halvår af 1997, fortsatte godt nok også i 1998. Men fra juni var det slut med færre skader, og i årets to sidste måneder gik det helt galt med henholdsvis 13 og 15 pct. flere skader end november og december 1997. Og selv om der sidst på året var nogle enkelte vinterdage, kan det alene ikke forklare den kraftige stigning.
- Om årsagen skal findes i, at bilisterne er faldet tilbage til gamle kørevaner, har vi ikke mulighed for at konkludere på nuværende tidspunkt, siger konsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen, der efter den afslutning på året ikke ser med den store optimisme på 1999, når det gælder antallet af trafikskader.
Efter Forsikringsoplysningens foreløbige beregninger kom forsikringsselskaberne i 1998 af med 6,7 mia. kr. for 562.000 skader. I forhold til 1997, hvor selskaberne kom af med knap 6,8 mia. kr. for 568.000 skader, giver det et fald i udgifterne på 0,3 pct. og et fald i antal skader på 1 pct.
Af Forsikringsoplysningens beregninger fremgår det endvidere, at bilisterne udgiftsmæssigt tegner sig for næsten 98 pct. af såvel skader som udgifter. For de øvrige kategorier i årsopgørelsen fremgår det, at udgifterne for de skader, der blev anmeldt af motorcyklisterne steg med næsten 17 pct. fra 43 til 50 mio. kr., mens knallertkørernes skader steg med 13 pct. fra 24 til 27 mio. kr. Endelig viser opgørelsen, at udgiften for skader anmeldt af ejerne af de nye 45-knallerter steg fra 10,5 til 14 mio. kr., og selv om der her er tale om en stigning på hele 33 pct., skal det dog nævnes, at antallet af 45-knallerter i perioden 1997 til 1998 voksede med lidt over 30 pct.
Den nye opgørelse fra Forsikringsoplysningen viser også, at en anmeldt bilskade nu i gennemsnit koster 12.022 kr., en motorcykelskade 20.514 og en knallertskade 7.214 kr., mens en anmeldt skade fra ejeren af en 45-knallert i gennemsnit koster 6.645 kr.