USA/T-bond: Trump talte lange renter op og korte ned
Rentekurven stejlede på det amerikanske obligationsmarked torsdag, da Donald Trump i en tale gentog sine toldtrusler og pressede de lange renter op.
Samtidig "krævede" præsidenten også lavere renter af centralbanken i USA, og i kombination med sidste uges milde forbrugerprisopgørelse holdt det de korte renter nede.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 3 basispoint til 4,65 pct.
Fredag morgen er det måske den asiatiske respekt for de ældre, der slår igennem. I alt fald falder den tiårige T-bondrente til 4,62 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo.
Det er 3 basispoint mindre, end da obligationsmarkedet i USA lukkede torsdag og også 3 point mindre, end da det danske marked lukkede torsdag eftermiddag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt torsdag med 1 basispunkt til 4,29 pct.
Også den kortere rente giver sig 3 basispoint i Tokyo. Her forrentes den toårige T-bond med 4,26 pct.
- Om en uge kommer Federal Reserve med sin rentemelding. Senest har vi fået forbrugerpriser, der var gode, så der er måske igen kommet en begrænset forventning om, at der kan komme en rentesænkning. Det er dog langt fra konsensus, forklarer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Handelen med rentefutures peger dog stadig med overvældende sandsynlighed på en uændret rente i USA efter næste onsdag.
- Donald Trump taler også den korte ende ned, men omvendt den lange ende op. Hvis han indfører told, kommer USA til at importere inflation, derfor er det fint nok, den lange ende kører lidt op, lyder det fra Danske Banks investeringsekspert.
I sin videotransmitterede til tale til World Economic Forum i Davos i Schweiz inviterede den amerikanske præsident udenlandske virksomheder til at flytte til USA og få lavere skat. De kan også blive uden for og i stedet betale told.
Han vil også åbne op for sluserne til den amerikanske olieproduktion, og samtidig lagde han pres på Opec og Saudi-Arabien for ligeledes at øge udbuddet af råolie.
Det skulle gerne presse olieprisen ned og være med til at dæmpe inflationen, og på den baggrund vil Donald Trump "kræve" lavere centralbankrente i USA.
- Med oliepriserne på vej ned vil jeg kræve, at renten straks falder, sagde den amerikanske præsident.
- Ligeledes bør de falde over hele verden.
Donald Trump har tidligere kritiseret den amerikanske centralbanks formand, Jerome Powell, og for et par uger siden, slog præsidenten også fast, at "renterne er alt for høje" i USA.
Federal Reserves ledelse indikerede senest i december, at 2025 ville byde på to nedsættelser af renten til 3,875 pct. fra nuværende 4,25-4,50 pct., men Powell forklarede også på et efterfølgende pressemøde, at der er brug for tegn på en aftagende inflation, før den næste rentesænkning vil komme.
Så det kan være, at præsidenten og formanden igen snart er på kollisionskurs.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›