AaB får godkendt ombygning af Aalborg Stadion

Udgivet den 25-01-2000  |  kl. 09:48  |  

København--25. januar--NetPosten--Aalborg byråd besluttede mandag at indstille projektforslaget om modernisering og ombygning af Aalborg Stadion for 64,5 mio. kr. til endelige godkendelse på byrådsmødet den 14. februar, meddelte den børsnoterede fodboldklub Aalborg Boldklub tirsdag morgen.

Dermed får klubben et stadion med plads til 12.000 siddende tilskuere ved kampe i Europa-Cup'en og ca. 16.000 til kampe i superligaen mv. Ombygningen begynder allerede i sommerpausen i år og hele moderniseringen ventes færdig medio 2001.

AaBs andel af finansieringen vil beløbe sig til 28 mio. kr., hvoraf 13 mio. kr. skal betales i depositum i løbet af 2000 og 2001. Når byggeriet er færdigt betales de resterende 15 mio. kr. som forudbetalt benyttelsesafgift i 15 år regnet fra færdiggørelsen. Herudover betaler AaB yderligere fire kr. pr. tilskuer samt omkostninger til kontrollører mv. Der er samtidig indgået en 20-årig benyttelsesaftale med Aalborg Kommune.

Med moderniseringsplanen venter AaB at kunne indfri forventningerne om en forøgelse af tilskuerantallet fra år 2002 til ca. 11.000 i gennemsnit pr. kamp.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder