ABB-chef stjæler 100 mio. dollar fra kassen og flygter

Udgivet den 22-02-2017  |  kl. 07:07  |  

En særdeles speget sag har ramt den svensk-schweiziske industrikæmpe ABB, da en ansat i selskabets sydkoreanske datterselskab er forsvundet og tilsyneladende har stukket 100 mio. dollar i lommen.

Det er den ansvarlige for finanserne i Sydkorea, der - angiveligt i samarbejde med en eller flere uden for selskabet - er mistænkt for at fremstille falske dokumenter og stjæle 100 mio. dollar - eller knap 700 mio. kr. - fra ABB.

Den pågældende person forsvandt 7. februar, og efterfølgende opdagede ABB, at der var markante uregelmæssigheder i finanserne.

ABB samarbejder nu med politiet i Sydkorea og Interpol på at finde frem til personen og har desuden iværksat juridiske tiltag, der kan begrænse det økonomiske tab.

Selskabet understreger i en meddelelse, at problemerne udelukkende kan relateres til datterselskabet i Sydkorea.

På verdensplan har ABB 132.000 ansatte fordelt på 100 lande.

/ritzau/FINANS

Aske Muff +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder