Accenture har udsigt til hård start efter nedjustering af 2023-forventning

Udgivet den 22-06-2023  |  kl. 14:05  |  

It-konsulenthuset Accenture indikeres 5,3 pct. lavere i det amerikanske formarked, efter at selskabet nedjusterede sine forventninger til væksten i omsætningen for hele det skæve regnskabsår.

Accenture slog ellers markedets forventninger i tredje kvartal, hvor både indtjeningen per aktie og omsætningen endte højere end ventet.

- Vores tredje kvartalsresultater afspejler solide bookinger og omsætning samt en meget stærk justeret driftsmargin, indtjening per aktie og frie pengestrømme, hvilket viser den præcision og disciplin, som vi driver vores forretning med, siger Julie Sweet, administrerende direktør, ifølge Bloomberg News.

Selskabet venter efter tredje kvartal at få en omsætningsvækst i 2023 i den lave ende af intervallet 8-10 pct., som det meldte ud i forbindelse med regnskabet for andet kvartal, fremgår det af Bloomberg News.

I tredje kvartal landede den justeret indtjening per aktie på 3,19 dollar mod analytikernes forventning på 2,99 dollar ifølge konsensus på Bloomberg News. Den frie pengestrøm blev 3,29 mia. dollar mod estimeret 3,17 mia. dollar, hvilket svarer til en stigning på 7,3 pct. på årsbasis.

Dertil steg omsætningen i kvartalet 2,5 pct. på årsbasis og endte på 16,56 mia. dollar, hvilket var en smule bedre end markedets forventning på 16,49 mia. dollar

I underafdelingen kommunikation, medier og teknologi endte omsætningen på 2,88 mia. dollar, hvilket er et fald på 16 pct. i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen landede også en del under markedets forventning på 3,29 mia. dollar.

Derudover kunne Accenture fortælle, at det har fået nye ordrer på 17,2 mia. dollar, hvilket er under Wall Street's forventning på 18,25 mia. dollar, skriver Dow Jones.

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder