Aftale giver Tele Danmark samme vilkår for brug af Telias net
Tele Danmarks og Telias netop indgåede aftale betyder, at det danske net opdeles i fire trafikområder, og nettene kan kobles sammen i alle områder. Prisen for Telias brug af Tele Danmarks net afhænger af, om kunden og sammenkoblingspunktet ligger i samme trafikområde, eller om Tele Danmark skal fremføre samtaler på tværs af områderne. Samtaler inden for samme område koster 10 øre pr. opkald og 18 øre i minuttet i dagtimerne. Halv minuttakst fra kl. 19.30 til 08.00 og fra lørdag kl. 19.30 til mandag kl. 08.00, fremgår det af en pressemeddelelse.
Samtaler mellem to lokalområder koster også 10 øre pr. opkald, men 22 øre i minuttet. Halv takst i samme tidsrum som nævnt ovenfor.
Drejer det sig udelukkende om, at en samtale skal transporteres gennem Tele Danmarks net fra Telia til en anden operatør, koster den rene transport inden for et område 4 øre pr. opkald og 10 øre pr. minut. Samme transport mellem områder koster stadig 4 øre pr. opkald, men 14 øre pr. minut. Også disse takster halveres i de førnævnte tidsrum.
Priserne for Tele Danmarks brug af Telias net er tilsvarende.