Airbnb faldt trods positiv prognose og tilbagekøb af egne aktier

Udgivet den 14-02-2024  |  kl. 06:35  |  

Aktien i Airbnb fik først et løft i tirsdagens eftermarked i USA på 9,2 pct., da prognosen for første kvartal af 2024 overraskede positivt, og da koncernen annoncerede et aktietilbagekøb.

Men ved nærlæsning af meddelelsen vurderes væksten at udvise en vis afdæmpning, og aktien faldt efterfølgende tilbage til et minus på 4,0 pct.

Koncernen, der formidler korttidsudlejning af boliger, regner i første kvartal med samlede indtægter på 2,03-2,07 mia. dollar, og selv bunden af det interval er bedre end konsensus blandt analytikerne på Wall Street på 2,02 mia. dollar.

- 2024 begyndte stærkt, med mere end 6 mio. gæster, der bød det nye år velkommen i en Airbnb, hedder det i regnskabet.

Oven i den lidt bedre toplinje forkæler koncernen også sine aktionærer med en plan om at købe egne aktier tilbage for 6 mia. dollar.

Fjerde kvartal var samtidig bedre end ventet på de fleste parametre.

Omsætningen steg nemlig på årsbasis med 17 pct. til 2,22 mia. dollar, mens konsensus her ifølge Bloomberg News lød på 2,16 mia. dollar. Fremgangen var skabt på baggrund af bookinger for et bruttobeløb på 15,5 mia. dollar mod spåede 15,2 mia. dollar, da antallet af overnatninger steg med 12 pct. til 98,80 mio. af slagsen, mens buddet fra analysekorpset har var på 98,36 mio. overnatninger.

Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 738 mio. dollar. Her var ventet 644 mio. dollar, og på den baggrund blev overskudsgraden på 33 pct., ganske vist et fald fra 54 pct. i kvartalet før, mens 30 pct. var ventet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯