Aktie/middag: Trekløver fortsætter rekordjagt og Ambu til tops i positivt marked

Udgivet den 30-01-2024  |  kl. 11:47  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked ligger med flotte stigninger tirsdag ved middagstid, hvor Ambu topper i eliteindekset, C25, der også understøttes at en fortsættelse af rekordkursen for Novo Nordisk, Zealand Pharma og Pandora.

Blandt sidepapirerne er der også et pænt plus til FLSmidth efter foreløbige regnskabstal og nyheden om, at selskabet vil undersøge mulighederne for salg af sin cementforretning.

Ved 11.35-tiden er der stigninger til 21 af de 25 aktier i C25, som samlet stiger 0,7 pct. til 1857,96 og dermed har kurs mod femte stigning i træk.

- USA sluttede stærkt af i går og endda kombineret med yderligere rentefald, så det er sådan en god indgangsvinkel til dagens marked her tirsdag. Så behøver vi ikke fokusere på, hvad der sker i Kina, de må ligesom sejle rundt i deres egen sø.

- Så ja, der er fint aktiehumør i dag og stigninger til langt de fleste, siger Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.

BEDRE BUNDLINJE OG VÆKST HOS AMBU

Ambu ligger i toppen af eliteindekset med et plus på 6,3 pct. til 117,80 kr. efter medicovirksomhedens regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2023/24.

- Ambu leverer godt og bedre end ventet, så en god start på det nye regnskabsår. Det er da godt at se, at tilliden så småt er på vej tilbage, så positivt helt sikkert, siger Lars Hytting om regnskabet, som viste en organisk vækst på 14 pct. og et overskud på 92 mio. kr. på bundlinjen.

Analytikerne havde ventet 12 pct. i organisk vækst og et nettoresultat på 72 mio. kr.

Novo Nordisk er med et plus på 1,0 pct. til 752,60 kr. på vej mod endnu en kursrekord forud for medicinalkoncernens regnskab for fjerde kvartal onsdag morgen.

- Det er svært at forestille sig, at Novo ikke har leveret endnu et fuldstændigt vanvittigt kvartal. Jeg er spændt på at se, hvordan de guider for 2024, fordi der skal virkelig leveres, men der er også potentiale for, at der kan blive leveret. Så det bliver interessant at se, hvad Novo siger til det hele, siger Lars Hytting.

Zealand Pharma og Pandora fortsætter ligesom Novo også rekordjagten med stigninger på 3,2 og 0,9 pct. til henholdsvis kurs 491,20 kr. og 1021,50 kr.

SKUFFENDE MELDINGER FRA TYSK REDERI

Det positive marked smitter også af på Mærsk-aktierne. Rederiets B-aktie ligger 0,7 pct. højere i 12.605 kr. trods et skuffende regnskab tirsdag morgen fra konkurrenten og alliancepartneren Hapag-Lloyd, der på børsen i Frankfurt falder hele 9,6 pct.

- Der er lidt usikkerhed om Mærsk i øjeblikket, det er jo meget med raterne, og de har vist lidt vigende tendens på det seneste. Mærsk er årets elevatoraktie i C25 indtil videre, og til morgen har vi fået et lidt skuffende regnskab fra Hapag-Lloyd og meldinger om, at det er lidt besværligt nede omkring Det Røde Hav, og at omlægningen rundt om Afrika påvirker transportmængderne. Men lige nu holder Mærsk-aktierne umiddelbart stand, siger Lars Hytting.

FLSmidth overraskede med foreløbige regnskabstal mandag aften, og det var generelt opløftende meldinger, der kom fra den danske ingeniørkoncern, som også kunne fortælle, at den undersøger mulighederne for salg af sin cementforretning.

- FLSmidth kom med rigtigt flotte tal, og at man samtidig annoncerer, at man sætter cementafdelingen til salg, selv om den performer fint, er endnu en cementering af, at man vil fokusere på kernen i Mining, siger Lars Hytting.

FLSmidth-aktien stiger 4,7 pct. til 280,60 kr.

SIDSTE OMGANG FOR CHR. HANSEN

For Chr. Hansen er tirsdag den sidste handelsdag som selvstændig aktie, inden den bliver ombyttet med Novozymes-aktier, som onsdag skifter navn til Novonesis, som den fusionerede koncern kommer til at hedde.

Chr. Hansen-aktien ligger 0,1 pct. højere i 553,60 kr. og Novozymes stiger 0,1 pct. til 361,60 kr. Fusionen efterlader en plads i eliteindekset, som endnu ikke er besat - markedet har dog spekuleret i et comeback til FLSmidth, der måtte vige pladsen i december.

Uden for eliteindekset har tirsdagen også budt på regnskab fra protesevirksomheden Össur, der i 2024 venter en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct. Aktien stiger 3,4 pct. til 29,35 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

06:34 NTG køber tysk logistikselskab for 424 mio. kr.
06:33 USA's centralbank ser nu lavere inflation i 2024
06:33 Federal Reserve sænker sin ledende rente for første gang siden 2020
06:32 Asien: Stor amerikansk rentesænkning skaber grøn bølge med Tokyo som stjerneskud
06:32 Valuta: Store valutakursudsving i slipstrøm af amerikansk rentereduktion
06:32 USA/T-bond: Rentestigning trods større end ventet rentenedsættelse
06:32 USA/lukning: Glæden over stor rentenedsættelse forsvandt - men er vendt tilbage
06:30 Kalender med link - torsdag den 19. september
17:54 Europa/lukning: Ubisoft steg mens Novo trak europæisk indeks ned
17:34 Amazon hæver lønnen for sine lageransatte
17:07 Onsdagens aktier: DSV sendt ned af CVC's sidste krampetrækninger på rød dag
17:00 Onsdagens obligationer: Rentestigning frem mod amerikansk rentebeslutning
16:34 De amerikanske olielagre faldt mere end ventet i sidste uge
15:43 USA/åbning: Handlerne i ro frem mod rentemøde - Google-ejer stiger efter annulleret bøde
15:16 DSV's handel udfordres igen af CVC i brev til Deutsche Bahns bestyrelse: Meget usædvanligt vurderer analytiker
15:05 DSV's handel udfordres igen af CVC i brev til Deutsche Bahns bestyrelse: Meget usædvanligt vurderer analytiker
14:20 USA/tendens: Investorerne træder vande inden rentenyt - Google-ejer stiger på slettet bøde
14:16 DSV's opkøb af DB Schenker udfordres: CVC signalerer muligt højere bud
13:34 BASF sendes i vejret af planer om udskilning af forretningsben
13:15 Europa/aktier: Fransk spilfirma i front blandt afventende investorer