Aktier/åbning: Bekymring over politisk uenighed i USA

Udgivet den 14-10-2013  |  kl. 09:23  |  

Investorerne sender mandag aktiemarkederne i minus efter en weekend, der ikke bød på den aftale mellem demokrater og republikanere, som markedet havde sat næsen op efter. For selvom Senatets demokratiske leder, Harry Reid, har kaldt sin samtale med republikaneren Mitch McConnell "produktiv", er status stadig, at der ikke er indgået nogen aftale om hverken budgetter eller en forhøjelse af gældsloftet.

De europæiske aktiemarkeder har vendt snuden nedad, og det danske C20 Cap-indeks sætter sig med 0,4 pct. til 630,63 efter fald i knap tre fjerdedele af eliteindeksets 20 aktier. Det er dog helt som ventet.

- Vi skal ned fra morgenstunden, og det skyldes udelukkende, at de amerikanske politikere ikke kunne blive enige, hvilket markedet havde håbet. Vores forventning er dog, at vi vil nærme os en løsning i takt med, at presset fra markedet stiger. Samtidig viser meningsmålingerne, at republikanerne får skylden for, at de ikke kan nå til enighed. Det kan de efter vores vurdering ikke leve med, og derfor vil der blive indgået en aftale, sagde Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, før børsåbningen til Ritzau Finans.

Det næste spørgsmål er så, hvordan en aftale kommer til at se ud. Hvis en aftale "sparker problemerne længere ned ad vejen", vil glæden på markederne ifølge Nordeas vurdering nok kun blive kortvarig.

Vestas, der er steget kraftigt i år og ofte er blandt de aktier, som rammes, når den generelle stemning på markederne er skidt, falder mest af alle i C20-regi. Vindmølleaktien sætter sig 2,0 pct. til 146,0 kr.

William Demant, der er sat på det schweiziske børshus UBS liste over "mindst foretrukne" aktier, falder 1,3 pct. til 287,4 kr. Hos Nordea, der har en købsanbefaling for aktien, kalder man det en købsmulighed.

- Det kan godt presse William Demant lidt. Vi mener dog, at det vil være en god købsmulighed i og med, at William Demant kan komme i fokus senere på ugen i forbindelse med høreapparatmessen i Tyskland, hvor vi venter, at selskabet vil komme med optimistiske meldinger om deres største produktlancering nogensinde, sagde Jesper Bamberger før åbningen.

Både William Demant og GN Store Nord deltager i den årlige høreapparatmesse EUHA i Nürnberg, Tyskland. Mens William Demant varmer op til messe med et kursfald, stiger GN Store Nord med 2,8 pct. til 121 kr., efter at Deutsche Bank genoptaget dækningen af aktien med "køb" og kursmål 145 kr.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk