Aktier/åbning: Carlsberg til tops efter hævet anbefaling i småsurt C25

Udgivet den 26-09-2022  |  kl. 09:23  |  
Carlsberg - Logistik (varehus)

Carlsberg har fået rosende ord med på vejen fra finanshuset Jefferies, og sammen med en løftet anbefaling er det med til at sende bryggeriet til tops i et småsurt C25-indeks, hvor de defensive aktier generelt klarer sig godt og er med til at holde indekset til et mindre fald.

Eliteindekset åbner mandag med et fald på 0,2 pct. i 1454,68.

Investorerne kan mandag også skæve i retning af Storbritannien, hvor det britiske pund er svækket til laveste niveau siden december 2020.

Det sker, efter at den britiske regering har løftet sløret for de største skattelettelser i et halvt århundrede, der kommer oven i en kolossal udgift til subsidiering af energiomkostninger.

Det kan give valutamodvind til danske selskaber med forretninger i Storbritannien.

CARLSBERG SES SOM MODSTANDSDYGTIG

Carlsberg har fået en håndsrækning af finanshuset Jefferies, der har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet hæves til 1110 kr. fra 1050 kr.

- Ølaktier virker billige og er modstandsdygtige ved en økonomisk afmatning, skriver Jefferies-analytiker Edward Mundy i en kommentar.

I samme ombæring nævner analytikeren, at han ser et stærkere prismiljø i Europa og den største eksponering i forhold til genopretning i Kina.

Omvendt har Mærsk fået sænket sin anbefaling hos Danske Bank, der nu anbefaler "sælg" fra før "hold". Samtidig skæres kursmålet til 12.000 kr. fra 23.000 kr.

B-aktien i Mærsk falder 1,7 pct. til 13.595 kr., hvilket placerer den i bunden af C25-indekset.

NOVOZYMES SKÆRES OG NOVO LØFTES

Der er flere analytikerændringer at forholde sig til mandag.

Novozymes har fået skåret sit kursmål med 15 pct. af Deutsche Bank, så det nu lyder på 450 kr. fra førhen 530 kr., mens anbefalingen fortsat lyder på "køb".

Også Danske Bank har sænket kursmålet for Novozymes, så det nu hedder 450 kr. mod tidligere 530 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes.

Novozymes stiger dog 0,8 pct. til 378,10 kr.

Omvendt har Novo fået hævet sit kursmål til 915 kr. fra 885 kr. hos Nordea, der gentager sin købsanbefaling af aktien.

Novo falder 0,2 pct. til 747,50 kr.

SVAGT PUND KAN GØRE ONDT PÅ BRITISK FORRETNING

Det britiske pund er mandag morgen blevet rundbarberet og var tidlig mandag morgen svækket til laveste niveau nogensinde over for dollar. I løbet af morgenen har pundet dog taget en smule revanche, mens handles fortsat nede i 1,0647 dollar mod 1,0915 dollar fredag eftermiddag og 1,1280 dollar fredag morgen. Det er det svageste niveau i næsten to år.

Såfremt det er det nye niveau for det britiske pund, vil det kunne mærkes på indtjeningen for virksomheder med store afdelinger i Storbritannien. Det gælder blandt andet Coloplast, Carlsberg, DFDS og porrebetonproducenten H+H International.

DFDS åbner 1,7 pct. lavere i 202 kr., mens H+H falder 1,4 pct. til 101,20 kr.

ORPHAZYME NEDJUSTERER

Blandt sidepapirerne har Orphazyme søndag aften nedjusteret selskabets forventninger til 2022 forud for selskabets regnskab for andet kvartal mandag.

Orphazyme ser nu et driftsresultat på minus 40-45 mio. kr. mod tidligere positive 10-30 mio. kr.

Aktien falder 1,1 pct. til 1,35 kr.

Derudover er der nyt fra Maersk Drilling, der har forlænget en kontrakt med Shell Malaysia for boreskibet Maersk Viking, der løber ind i 2024.

Den samlede kontraktværdi af forlængelsen og tillægskontrakten er på omkring 153 mio. dollar.

Drilling-aktien falder 2,3 pct. til 342 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯