Aktier/åbning: Coloplast topper lysegrønt C25 fra start efter løftet anbefaling
Coloplast har lagt stærkt ud på fondsbørsen i København tirsdag morgen, hvor starten også generelt er let positiv.
Demant og GN er ligeledes blandt aktierne i fokus efter et regnskab for første halvår 2024/25 fra den schweiziske rival Sonova.
I USA steg to ud af tre toneangivende indeks mandag, og tirsdag morgen er der også malet med grønt i Asien. Det smitter også af i Europa, hvor starten er let positiv, og C25-indekset efter knap ti minutters handel stiger med 0,3 pct. til 1813,18.
Handlerne kigger i denne uge frem mod regnskabet for tredje kvartal fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia, der ofte har potentiale til at flytte markedet. Regnskabet offentliggøres onsdag efter amerikansk børslukketid.
- Efter et større tilbagefald i de amerikanske aktier mod slutningen af sidste uge rettede de sig mandag. Og det var Nasdaq, der førte an med en stigning på 0,6 pct. S&P 500 sluttede dagen med en mindre stigning på 0,4 pct. Den vigtigste begivenhed for de globale aktiemarkeder i denne uge bliver offentliggørelsen i morgen af regnskab fra Nvidia, skriver Niels Christensen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en morgenkommentar.
DEMANT OG GN FÅR NYT FRA SCHWEIZISK RIVAL
Blandt enkeltaktierne kan Demant og GN skæve til Schweiz, hvor rivalen Sonova, der regnes som verdens største høreapparatproducent, har gjort status for første halvår af regnskabsåret 2024/25, hvor toplinjen var marginalt over konsensus, men hvor driften til gengæld skuffede.
Det justerede driftsresultat (EBITA) endte på 325,2 mio. schweizerfranc, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 340,8 mio. schweizerfranc, og før renter og skat endte driften (EBIT) på 279,2 mio. schweizerfranc mod konsensus om 301,1 mio. schweizerfranc.
Salget gik dog frem med 5,9 pct. i lokale valutaer og levede dermed op til konsensus. Og det skyldtes blandt andet en positiv modtagelse af topproduktet Phonak Infinio Sphere, oplyser det schweiziske selskab i regnskabet.
Demant falder tirsdag morgen med 0,2 pct. højere i 264,80 kr., og GN stiger 0,6 pct. til 132,20 kr.
LØFTET ANBEFALING TIL COLOPLAST
Også Coloplast får opmærksomhed, efter at den britiske storbank HSBC har løftet sin anbefaling af aktien og skruet op for kursmålet. Kursmålet er hævet til 930 kr. fra 710 kr. og anbefalingen løftet til "hold" fra "reducer", viser data fra Bloomberg News.
Medicoaktien stiger med 1,4 pct. til 902,40 kr. fra start og er dermed i toppen af C25.
For Rockwool er det gået i den modsatte retning, idet Jyske Bank har sænket anbefalingen af den aktie til "hold" fra "køb". Rockwools B-aktie er startet 0,5 pct. lavere i 3072 kr.
Blandt de lidt mindre aktier har porebetonproducenten H+H International desuden fået sænket kursmålet hos norske ABG Sundal Collier til 88 kr. fra 93 kr. Anbefalingen er stadig "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Ændringen sker, inden H+H tirsdag afleverer regnskab for tredje kvartal.
Aktien stiger inden regnskabet med 1 pct. til 81 kr. Regnskab ventes der tirsdag også fra Vestjysk Bank.
Fodboldklubben Silkeborg IF har indgået en aftale om at sælge 80 pct. af aktiekapitalen til Trivela Group for 120 mio. kr. Bliver salget endeligt godkendt, venter der en opjustering af forventningerne forude, oplyser selskabet.
Aktien stiger fra start tirsdag med 9,3 pct. til 32,80 kr.
Borerigselskabet Noble, der indeholder aktiviteterne fra det tidligere Maersk Drilling, er desuden endegyldigt på vej væk fra børsen i København, efter at selskabet mandag modtog godkendelse til en afnotering.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯