Aktier/åbning: Fortsat pres på grønne aktier i ny negativ start for C25
Mærsk-aktierne er blandt de få positive indslag i et ellers rødt dansk aktiemarked fra starten af tirsdagens handel, hvor energiselskabet Ørsted og vindmølleproducenten Vestas atter bliver sendt ned.
De europæiske markeder får ikke samme positive påvirkning fra det nuværende fokus på det amerikanske præsidentvalg, som de amerikanske markeder oplever, i takt med at Donald Trump i stigende grad ser ud til at være favorit til at overtage posten i Det Hvide Hus.
Tirsdagen byder ikke på danske regnskaber, men dagens regnskaber fra svenske giver fokus på de danske kolleger fra starten af dagens handel.
C25-indekset falder efter godt ti minutters handel med 0,7 pct. til 1948,52 efter et tungt fald på 1,8 pct. mandag.
FORTSAT MODVIND TIL GRØNNE AKTIER
Herhjemme og i USA gik det særligt hårdt ud over de grønne aktier mandag, hvor Ørsted og Vestas på det danske marked led under tunge dyk som følge af Donald Trumps kritiske tilgang til vedvarende energi og i særdeleshed havvindmølleparker ud for den amerikanske kyst.
I USA betød det mandag aften dansk tid dyk til Vestas-rivalen GN Vernova, og også energiudvikleren Nextera blev sendt i skammekrogen af de øgede forventninger til, at Donald Trump vil vinde præsidentvalget i USA.
Tirsdag morgen bakker Ørsted med 1,3 pct. til 386,20 kr. efter et dyk på 5,5 pct. mandag, og Vestas sætter sig 1,0 pct. til 156 kr. efter et fald på 6,4 pct. mandag.
Nordea fik også klø mandag trods et ellers overordnet pænt regnskab for andet kvartal. Men uden udsigt til aktietilbagekøb gik investorerne alligevel skuffede hjem.
Tirsdag er aktien sammen med Danske Bank igen under lup på grund af kvartalsrapporter fra de svenske kolleger Swedbank og SEB.
Danske Bank falder med 0,4 pct. til 201,20 kr., mens Nordea efter mandagens dyk på 4 pct. stiger med 0,3 pct. til 78,84 kr. tirsdag morgen.
NYE KURSMÅL TIL REDERIERNE
Rederiet Norden har fået sænket kursmålet hos finanshuset ABG Sundal Collier, der nu anser 437 kr. som rimeligt frem for 459 kr., som målet hidtil har lydt på.
Det nye kursmål rummer dog fortsat et potentiale på 50 pct., og finanshuset gentager da også anbefalingen "køb" af aktien.
Norden stiger med 2,8 pct. til 298,80 kr. fra start.
Mærsk har fået løftet kursmålet hos den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til 12.000 kr. fra 11.500 kr.
Anbefalingen fastholdes på "neutral".
Mærsks B-aktie er blandt de få positive indslag i C25-indekset tirsdag morgen, hvor den stiger med 0,9 pct. til 10.980 kr.
Parken, der står bag fodboldklubben FC København, kan måske få fyldt lidt penge i kassen, da FCK måske er på vej mod et salg af forsvarsspilleren Dennis Vavro. Informationerne kommer ifølge Ritzau fra spilleren selv.
Parken-aktien er startet uændret i 112 kr. tirsdag.
En væsentlig kunde hos danske FLSmidth, verdens største mineselskab Rio Tinto, melder om en afdæmpet kinesisk efterspørgsel. Selskabets prognose for den samlede kobberproduktion skuffer, mens bekymringer for jernpriserne er med til at sende aktien ned på børsen i Sydney.
Det smitter også af på FLSmidth, som leverer udstyr til selskabet. Aktien i den danske ingeniørkoncern falder med 0,4 pct. til 336,60 kr. tirsdag morgen.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯