Aktier/åbning: Mærsk og Torm trækker ned i rød start - hele årets fremgang forduftet
Mærsk-aktierne og Torm er blandt de hårdest udsatte i en helt rød start på det danske aktiemarked tirsdag morgen, der også betyder, at hele årets fremgang for C25-indekset atter er sat over styr.
Efter knap ti minutters handel tirsdag falder eliteindekset med 1,4 pct. til 1815,38 og er dermed nu under udgangspunktet for året på 1821,20.
Investorerne er gået i venteposition frem mod afslutningen på rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der indledes allerede tirsdag, men først lukkes med den officielle rentemelding onsdag aften dansk tid.
Forventningen i markedet og blandt økonomerne er en rentenedsættelse på 25 basispoint til 4,25-4,50 pct. Til gengæld ventes der også efterfølgende en pause i lempelserne fra centralbanken, og det har sendt renterne op og holder aktierne tilbage.
Efter mødet i USA venter også et rentemøde hos den japanske centralbank, Bank of Japan, hvor der dog ikke er ventet nogen ændringer i pengepolitikken.
Og når rentemøderne er overstået, begynder der også at være langt mellem snapsene i forhold til begivenheder, der kan flytte på markedet.
- Denne uge bliver formentlig den sidste aktive uge for året. En rentenedsættelse fra Federal Reserve er stort set indregnet, og det er næsten også helt sikkert, at Bank of Japan vil fastholde status quo, siger Wong Kok Hoong, der er chef for international aktiehandel hos Maybank Securities, til Bloomberg News.
TORM FÅR SÆNKET KURSMÅL MED PÅ VEJEN UD AF C25
Blandt enkeltaktierne er der lidt opmærksomhed til Torm, der har fået sænket sit kursmål hos det amerikanske finanshus Jefferies til 184,57 kr. fra 226,03 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
Anbefalingen er dog fortsat i positivt terræn på "køb".
Mandag faldt rederiaktien med 1,6 pct., efter at det kom frem, at Torm på mandag bliver erstattet af Sydbank i C25-indekset.
Og tirsdag morgen fortsætter nedturen med et fald på 2,3 pct. til 130,10 kr. for Torm.
Også Mærsk-aktierne er spændt hårdt for med fald på 2,0 pct. til begge til henholdsvis 11.625 kr. for B-aktien og 11.210 kr. for A-aktien.
Også energiselskabet Ørsted får lidt rampelys, efter at det har fundet en afløser for chefen for den amerikanske forretning, David Hardy, der for nylig skiftede Ørsted ud med Vestas-rivalen GE Vernova.
Og det bliver ifølge branchemediet Recharge News den tidligere Shell-direktør Amanda Dasch, som vil tiltræde stillingen med ansvar for de amerikanske kontinenter den 13. januar 2025.
Ørsted-aktien falder tirsdag morgen med 1,6 pct. til 335 kr.
Biporto, som er startet uændret i 1,57 kr., skal have fundet sig en ny bestyrelsesformand, idet den nuværende, John McDonough, har besluttet sig for at træde tilbage senest ved næste generalforsamling.
SKJERN BANK LØFTER BUNDEN AF PROGNOSEINTERVAL OG VENTER RESULTATNEDGANG I 2025
Skjern Bank har fra morgenstunden præciseret sine forventninger til hele 2024, hvor resultatet før skat nu ses ende i toppen af det tidligere udmeldte interval.
Der ventes nu et overskud før skat på 350-360 mio. kr. mod tidligere ventet 340-360 mio. kr.
Det er primært øgede indtægter og en tilfredsstillende kursudvikling i fjerde kvartal, der ligger bag præciseringen.
For 2025 ventes der til gengæld lidt nedgang i overskuddet, da resultatet før skat her ses ramme 280-310 mio. kr.
Skjern Bank-aktien falder med 0,5 pct. til 199 kr. efter et dyk på 2 pct. mandag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›