Aktier/åbning: Minimale udsving i dødt dansk marked

Udgivet den 17-12-2013  |  kl. 09:21  |  

Investorerne tager et lille skridt tilbage i den tidlige aktiehandel i Europa tirsdag, efter at mandagen bød på store stigninger. I Danmark holder det toneangivende indeks sig dog - for anden dag i træk - tættere på nulpunktet end de europæiske kolleger og præsterer faktisk et lille plus.

Ved 9.15-tiden ligger C20 Cap-indekset 0,07 pct. højere i 651,61. Det kommer efter et plus på 0,6 pct. mandag - hvor de europæiske indeks i øvrigt steg med op mod 2 pct.

Udsvingene er dog meget små - blandt C20-aktierne er der ingen aktier, der bevæger sig mere end 0,5 pct.

Netop det er størrelsen på Trygs kursfremgang fra morgenstunden, så aktien nu ligger i 492,60 kr. Forsikringsmarkedet kan være på vej mod forandringer i Danmark, da Codans ejer, Royal and Sun Alliance, angiveligt er i så store pengeproblemer, at det overvejer at sælge fra af de givtige skandinaviske forretninger. Det skriver Berlingske Business, og ifølge avisen har Tryg tidligere været tæt på at købe Codan.

Mærsk-aktierne kan være blandt fokusaktierne tirsdag, hvor de amerikanske shippingmyndigheder, FMC, indleder et topmøde med sine europæiske og kinesiske kolleger med fokus på den alliance, som containerrederierne Maersk Line, CMA CGM og MSC vil indgå på de store øst-vest-vendte søhandelsruter. P3, som samarbejdet kaldes, frygtes af myndighederne at dæmpe konkurrencen og dermed betyde uretmæssigt højere priser for kunderne.

Samtidig byder tirsdag morgen på en annoncering af nye ratestigninger på Asien-Europa-ruten, signeret tyske Hapag-Lloyd. 6. januar vil rederiet hæve priserne med 500 dollar per tyvefodscontainer - en udmelding, som ofte får følgeskab af de andre rederier. Mærsk B-aktien stiger marginale 0,2 pct. til 54.350.

Bankerne i Danmark er de kapitalmæssigt bedst polstrede i Europa. Det fortalte Finanstilsynet sent mandag oven på en ny rapport fra det europæiske banktilsyn, EBA. Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank var med i undersøgelsen og scorede førstepladsen med et vægtet gennemsnit på 17,2 pct. i kernekapital ("core tier 1") ifølge EBA.

Også på overordnet plan var der finansiel ros til Danmark - kreditvurderingsbureauet Moodys fastholder nemlig "AAA"-karakteren til den danske stat med stabile udsigter og skriver i en årlig opdatering, at der ikke er noget pres på topkarakteren.

Meldingen er dog ikke årsag til nogen større kursudsving blandt bankerne i tirsdagens tidlige handel.

Bunden af C20-indekset udgøres af TDC, William Demant og FLSmidth - ingen af dem falder dog mere end 0,3 pct.

Uden for eliteindekset stiger Smartguy 3,4 pct. og lindrer dermed smerten en anelse efter de 19 pct., aktien faldt mandag oven på en stor nedjustering.

Tirsdagen byder på regnskaber fra to af børsens mindre spillere - Brd. Klee og Rias leverer begge årsregnskaber for 2012/13.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder