Aktier/åbning: NKT i top på regnskab mens Zealand fortsat bankes ned

NKT og DFDS stjæler opmærksomheden fredag, hvor begge selskaber har leveret regnskab forud for åbningen. Også ISS er i fokus, da flere analytikere har skruet på knapperne oven på et solidt regnskab og kursplus dagen forinden. Og Zealand Pharma er fortsat under pres efter torsdagens kurslussing.
Det danske C25-indeks stiger i de første handler 0,7 pct. til 1824,82. Sidste fredag lå indekset ved lukketid på børsen i 1787,96.
Dermed ser det ud til et ugeplus for indekset på trods af endnu en uge med usikkerhed på præsident Donald Trumps fortsatte toldtrusler kombineret med, at den amerikanske centralbank ifølge referatet fra det seneste rentemøde, offentliggjort onsdag, nu kobler den politiske usikkerhed med en pause i rentesænkningerne.
Men fredag er en ny dag:
- Fokus vil i dag være rettet mod de europæiske PMI'er, mens investorerne kan se frem til et vigtigt tysk valg, der løber af stablen på søndag, skriver Jyske Bank i en kommentar.
NKT I FREMGANG
Mens kabelproducenten NKT kunne præstere overraskende positive tal for både omsætning og indtjening, så ligger prognosen for 2025 under analytikernes nuværende estimater.
NKT sendes dog op i de første handler med et plus på 1,3 pct. til 519 kr.
Helt i top ligger dog Rockwool og Novo med plusser på de 2,4 pct. uden selskabsspecifikke nyheder.
ANALYTIKERNE SVÆRMER OM ISS
ISS ligger også i top tre med et plus på 2,4 pct. til 167,70 kr. efter torsdagens "regnskabs"-plus på 12,7 pct.
Dermed fortsætter fremgangen efter regnskabet, der viste, at servicegigenten kom flyvende ud af 2024. Nu har analytikerne haft tid til at se nærmere på tallene og både ABG Sundal Collier og Goldman Sachs reagerer ved at skrue deres respektive kursmål op med henholdsvis 13 pct. og 35 pct. over torsdagens slutkurs - begge ledsaget af anbefalingen "køb".
Kepler Cheuvreux har hertil hævet anbefalingen til "køb" fra "hold".
PRES PÅ TRANSPORTAKTIER
I bunden af eliteindekset ligger Mærsk-aktierne med et fald på 0,2 pct. for B-aktien til 12.460 kr. og DSV med et minus på 0,3 pct. til 1453,50 kr.
Fredag var der for sjette uge i træk fald for spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden.
FDS MED "GAMMELT" NYT
Rederi- og logistikvirksomheden DFDS har været i kursmæssig modvind de seneste år. Og fredag er ingen undtagelse.
Aktien falder 2,9 pct. til 104,90 kr. i de første handler, efter rederiet er kommet med et fjerde kvartal med tilbagegang på driften.
Driftsresultatet faldt til 743 mio. kr. fra 1030 mio. kr. i samme periode sidste år og mod et ventet overskud på 754 mio. kr.
DFDS venter et driftsresultat i år på omkring 1 mia. kr. og en omsætningsvækst på 5 pct. Dermed bekræftes de månedgamle forventninger.
Tilbage i eliteindekset kan der spores fortsat efterreaktion på Zealand Pharmas regnskab fra torsdag, hvor aktien faldt 2,2 pct. Biotekselskaber synker til bunden i C25 med et fald på 2,5 pct. til 735,50 kr.
Nordea har da også skruet ned for kursmålet til 940 kr. fra 1025 kr., men gentager dog købsanbefalingen.
FALD FORTSÆTTER HOS CBRAIN
Cbrain ligger 3,2 pct. lavere i 146,20 kr. i de første handler efter en ordentlig en på sinkadusen torsdag, hvor aktien fik barberet 22,6 pct. af værdien.
Det var et fokus rettet mod vækstambitioner udlandet, der i fremtiden skal udgøre langt størstedelen af it-selskabets omsætning, der punkterede aktiekursen. ABG satte sent torsdag kursmålet for aktien ned med 21 pct. til 150 kr. fra 190 kr. og gentog anbefalingen "hold".
NILFISK ANBEFALING NED
Nilfisk var regnskabsaktuelt torsdag, og efterfølgende har SEB sænket anbefalingen for aktien til "hold" fra "køb". Kursmålet er samtidig skruet ned til 110 kr. fra 130 kr.
Aktien falder fredag morgen 1,2 pct. til 102 kr. efter et fald på 4,6 pct. torsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›