Aktier/åbning: Novo Nordisk når 1000 kr

Udgivet den 23-01-2013  |  kl. 09:38  |  

Efter at have spenderet de første minutter i negativt territorium har det danske aktiemarked genfundet rytmen med pæne stigninger til blandt andet Vestas og Chr. Hansen samt Novo Nordisk, der akkurat er kravlet op i 1000 kr., som medicinalaktien også kortvarigt krydsede i løbet af formiddagen tirsdag.

C20-indekset ligger ved 9.25-tiden 0,2 pct. højere i 536,27 og styrer mod den tiende lukkerekord i 2013 anført af Vestas og Chr. Hansen, som stiger henholdsvis 1,4 og 1,1 pct. til kurserne 39,20 og 197,3.

Det bringer ingredienskoncernen Chr. Hansens aktie op i hidtil ukendt kursmæssigt territorium, og det samme kan siges om Novo Nordisk, der går mod endnu en rekord med et plus på 0,5 pct. til 1000 kr.

Vestas kan være påvirket af regnskabet fra det tyske konglomerat Siemens. Om vindmøllesegmentet melder Siemens om vigende ordreindgang, men en fremgang i omsætningen på 27 pct. i første kvartal 2012/13. Resultatet vendte til et overskud på 52 mio. euro fra et underskud på 26 mio. euro.

Tryg, der åbner 0,9 pct. lavere i 419,60 kr., er blevet sænket af Macquarie til ”underperform” fra ”neutral”.

S&P Capital har løftet sit kursmål på Novozymes aktie med 15 kr. til 185 kr. Novozymes steg tirsdag 2,2 pct. og lægger onsdag 0,2 pct. oveni til 176,1. Novozymes er steget 9,5 pct. siden præsentationen af årsregnskabet mandag, hvor ledelsen overraskede med aggressive indtjeningsforventninger til 2013.

I bunden af C20-indekset ligger Danske Bank, der har fået sænket anbefalingen af sin aktie til "sælg" fra "hold" af analytikerne i ABG Sundal Collier. Danske Bank falder 1,7 pct. til 105,60 kr.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder