Bavarian Nordic løfter lidt af sløret for 2025: Har hentet ordrer for 2,4 mia. kr.

Udgivet den 15-11-2024  |  kl. 10:34  |  
Arkiv: Foto

Bøgerne er endnu ikke lukket for 2024, men Bavarian Nordic er allerede klar til at løfte lidt af sløret for næste år.

Her varsler det danske vaccineselskab, at det allerede har sikret ordrer nok til en omsætning på omkring 2,4 mia. kr.

Det dækker både over nye aftaler samt udskudt omsætning fra ordrer, der er blevet rykket fra det igangværende år og ind i 2025.

- Vi har truffet nogle valg og skubbet noget omsætning ind i næste år, hvor vi har haft muligheden for det. Og det er simpelthen for at kunne reagere hurtigere, og med større større betydning på det udbrud, der sker i Afrika, siger Henrik Juuel, der er finansdirektør i Bavarian Nordic.

Han henviser til et igangværende smitteudbrud i flere afrikanske lande, hvor særligt DR Congo er hårdt ramt. Det har skabt stor efterspørgsel efter selskabets vacciner, og derfor besluttede de tidligere på året at omlægge noget af produktionen, så der kunne leveres flere vacciner til de afrikanske lande allerede i år.

Det betød dog også, at noget af den tidligere planlagte produktion nu i stedet er placeret i 2025.

- Det betyder, at vi allerede nu har en ordrebog for næste år for vores public preparedness forretning (beredskabsvacciner, red.), så vi har en god base, siger Henrik Juuel.

MINDRE END VENTET

Ifølge Henrik Juuel skal de bekræftede ordrer for næste år også ses i forhold til Bavarian Nordics længere målsætning, hvor vaccineselskabet sigter efter en basisforretning inden for beredskabsvacciner på omkring 2 mia. kr.

Dermed ligger de allerede højere næste år, mens der også fortsat er plads til flere aftaler.

Ikke desto mindre kan det nuværende niveau blive tolket som skuffende, da konsensus ifølge Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen er betydeligt højere på 4,4 mia. kr. fra beredskabsvaccinerne.

Ser man på forudsigelserne for den samlede forretning, der også rummer rejsevaccinerne, er forventningen en omsætning på 7,2 mia. kr. i 2025, viser estimater fra Bloomberg News.

For i år venter Bavarian Nordic at kunne levere en omsætning på 5,4-5,8 mia. kr., som kan tolkes som et bredt interval, når man er så tæt på årets afslutning.

Ifølge Henrik Juuel har selskabet ordrer nok til at kunne ramme den øvre ende, men i sidste ende er det timing, der kommer til at afgøre resultatet. Det skyldes, at Bavarian først fakturerer, når vaccinerne sendes afsted.

- Hvis vi ikke leverer 5,8 mia. kr., så vil det resterende komme oven i de 2,4 mia. kr. næste år, siger han.

FORVENTER AT SKULLE LEVERE MERE

Efterspørgslen efter koppevaccinerne hænger tæt sammen med smitteudbrud, hvor særligt DR Congo i Afrika er hårdt ramt. Verdenssundhedsorganisationen WHO har betegnet situationen som en krise, og både Bavarian Nordic, flere organisationer og lande rundt omkring i verden har doneret vacciner til at bekæmpe situationen.

Og Henrik Juuel forudser, at der også vil blive behov for flere vacciner næste år.

Han peger på en uændret smittesituation, og at de mange lande, som har doneret vacciner fra deres eget beredskab, vil få behov for at genopbygge deres egne lagre. Det er i hvert fald forventningen og håbet hos Bavarian Nordic, der dermed satser på et fortsat momentum næste år.

- Det er helt sikkert min forventning, uddyber han.

Selskabet forventer fortsat, at de vil kunne levere 10 mio. vacciner i løbet af næste år. Hvis produktionen derefter skal være større, vil det kræve ændrede produktionsprocesser, som allerede er i gang med at blive undersøgt, fortæller Henrik Juuel.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:08 Vestas og Ørsted er blandt seks danske selskaber på bæredygtig liste
13:29 Europa/aktier: Indeks på rekordkurs med svensk AI-selskab i top
13:17 Siemens Energy er flyvende på undervurderede muligheder inden for gasdrevne AI-datacentre
12:32 Genmab-partners salg af guldæg lever op til seneste prognose
12:16 Vestas får milliardordre i Ukraine
11:39 Obligationer/middag: Renten bevæger sig sidelæns før Lagarde går på talerstolen i Davos
11:38 Aktier/middag: Novo tager fronten i grønt C25 mens Ørsted fortsætter nedtur
10:28 ECB's Lagarde afviser at være bagud med rentenedsættelserne
10:23 DFDS-topchef: Kapacitet i Middelhavet skal tilpasses - ser nettooverskud nær breakeven i 2025
09:30 H+H er ifølge Danske Bank en opkøbskandidat: Hæver anbefaling til "køb"
09:27 Aktier/åbning: Grøn åbning med Novo Nordisk i top - DFDS i stiv kuling efter melding
09:20 Alm. Brand Group holder fast i ambitionerne for 2025
09:13 DFDS-topchef: Aktionærudlodning er ikke det primære fokus lige nu
09:02 Alm. Brand venter samlet udlodning i 2025 på 2,6 mia. kr.
08:59 Obligationer/åbning: Som ventet uændret rente på dag med fokus på taler og told
08:43 Ambu får løftet kursmål til 165 kr. fra 140 kr. hos DNB
08:20 Aktier/tendens: Udsigt til endnu en dag i grønt - DFDS ses i fokus og modvind
07:57 Ørsted får skrællet stor luns af kursmål efter nye milliardnedskrivninger
07:43 DFDS sænkes til "sælg" hos Nordea efter foreløbige tal, ny prognose og droppede mål
07:29 Råvarer: Små udsving mens der tolkes på Trumps nye politikker