Aktier/åbning: Novo og Danske og USA trækker C20 ned
Aktierne er klædt i danske farver fra morgenstunden, hvor udtalelser fra Federal Reserve har sat sit præg på markederne. Nederst i det ledende danske indeks ligger Novo Nordisk og Danske Bank efter hver sin nedjustering, mens Pandora glimter i toppen efter en opjustering.
Det danske eliteindeks C20 Cap falder 0,8 pct. fra start og ligger i indeks 647,5
På selskabsfronten er denne torsdag præget af to nedjusteringer fra henholdsvis Danske Bank og Novo Nordisk, og en fremrykket opjustering fra Pandora.
Danmarks største bank har skåret i forventningerne efter et regnskab for tredje kvartal, der halter et stykke bag analytikernes prognoser.
Danske Bank venter nu et nettoresultat på 6-8 mia. kr. i 2013. Tidligere regnede banken med et overskud på 6,5-9 mia. kr.
Bundlinjen i tredje kvartal landede på skuffende 1536 mio. kr. Det var langt fra analytikernes prognose på 2154 mio. kr.
De samlede indtægter løb op i 9082 mio. kr., et godt stykke fra analytikernes estimat på 10.276 mio. kr.
Årsagen til nedjusteringen skal hovedsageligt findes i et svagt tredje kvartal, og i restruktureringsomkostninger.
Danske Bank-aktien ligger i minus 0,9 pct. i 124,6 kr.
Novo Nordisk har nedjusteret forventningerne marginalt, og selskabet skuffer en smule på drift- og omsætning i tredje kvartal.
Medicinalgiganten omsatte for 20.511 mio. kr. mod 19.845 mio. kr. i tredje kvartal af 2012. Analytikernes forventning lød, ifølge estimater indsamlet af SME Direkt, på 21.226 mio. kr.
EBIT-resultatet landede på 7992 mio. kr. mod analytikerforventningen 8139 mio. kr., mens bundlinjen gav et nettooverskud på 6415 mio. kr. mod analytikernes medianbud på 6496 mio. kr.
Novo Nordisk-aktien falder 4,3 pct. til 945 kr.
I den anden ende af markedet finder vi Pandora, der har leveret en opjustering i utide. Opjusteringen var måske ikke helt uventet, men størrelsen af den er.
Pandora venter nu en omsætning på 8,6 mia. kr. og en EBITDA-margin på 30 pct.
- Det lå i luften, at de ville gå ud og opjustere, men den her er faktisk bedre end forventet, både på omsætning og indtjening, og det er særdeles positivt, siger aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank til Ritzau Finans.
Pandora-aktien ligger alene i spidsen af C20 med et plus på 2 pct. i 254 kr.
Udover Novo Nordisk, Danske Bank og Pandora, har en stribe danske selskaber fået nye indikationer på markedernes tilstand i form af regnskaber fra konkurrenter.
Carlsberg har fået nyt fra bryggerikoncernen AB Inbev, der skuffede en smule på den organiske vækst, og ser man på regnskabet med danske briller, er tallene for Carlsbergs vigtigste markeder en gammel julebryg.
I regionen Central- og Østeuropa oplevede AB Inbev i kvartalet en negativ organisk volumenvækst på hele 18,9 pct., og for årets første ni måneder var der samlet set tale om en nedgang på 13,3 pct.
Omsætningen i Rusland, der er et vigtigt marked for Carlsberg, er dykket 13,4 pct. i tredje kvartal.
Carlsbergs B-aktie falder 0,4 pct. i værdi og koster 566 kr.
TDC har fået nyt fra Telenor, der har det svært på det danske marked.
Det norske teleselskab har oplevet en tilbagegang i omsætningen på det danske marked. Omsætningen år til år er faldet til 1246 mio. nkr. fra 1330 mio. nkr. Driftsresultatet, EBITDA, faldt til 108 mio. nkr. fra 117 mio. nkr.
Telenor mistede 40.000 kunder i tredje kvartal, og beretter i regnskabet, at det danske marked er præget af hård konkurrence.
TDC-aktien falder 0,6 pct. fra start og koster 49,43 kr.
Auriga har til gengæld fået godt nyt fra tyske Bayer, der, blandt meget andet, sælger sprøjtemidler.
Cropscience-divisionen hos Bayer oplevede en organisk vækst på 12 pct. til 1712 mio. euro i årets tredje kvartal, hvor især Brasilien trak op i vækstbilledet.
Det var i særdeleshed insekt- og svampemidler, der drev væksten med organisk fremgang på henholdsvis 28 og 25 pct.
Cropsciences driftsresultat, målt på EBITDA-niveau, steg 13,7 pct. til 224 mio. euro i tredje kvartal.
Aurigas aktie er endnu ikke handlet.
Overordnet set har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, leveret baggrundsmusikken til dagens marked, med toner, der måske ikke er direkte dystert, men som i hvert fald skærer i investorernes ører. Selvom banken ganske som ventet fastholdt både opkøbsprogram og rente, så har udtalelser fra banken givet investorerne en opfattelse af, at afslutningen for de kvantitative lempelser kan indledes tidligere end hidtil forventet.
Federal Reserves Open Market Comittee (FOMC) skrev i en meddelelse, at den amerikanske økonomi er i besiddeles af en "underliggende styrke", som støtter økonomien og forholdene på det amerikanske arbejdsmarked. Selvom økonomien måske ikke er klar til at stå på egne ben endnu, så vil FOMC gennemgå de økonomiske data, der kommer, med henblik på en nedtrapning.
Så snart de økonomiske nøgletal lever op til forventningerne om en forbedring i både den generelle økonomiske tilstand og forholdene på det amerikanske arbejdsmarked, vil der blive skruet ned for det kunstige åndedræt til økonomien.
- Aktivopkøbene er ikke forud fastlagt og komiteens rente-beslutninger vil fortsat være afhængig af forventningerne samt vurderingen af de sandsynlige effektivitet og omkostningerne ved sådanne køb, skriver FOMC.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›