Aktier/åbning: Novonesis trækker C25 mod spinkelt plus i afdæmpet start
Novonesis er frontløber i det danske C25-indeks, som onsdag morgen stiger marginalt fra start.
Også vindmølleproducenten Vestas får opmærksomhed i et tyndt marked uden store udsving.
Derudover er en række af de mindre navne på fondsbørsen klar med regnskaber, hvilket kan give anledning til udsving blandt sidepapirerne.
Investorerne afventer stadig vækst- og inflationstal mod slutningen af ugen og ikke mindst onsdag aftens kvartalsregnskab fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia.
- Dermed fortsætter den afventende stemning fra tirsdagens handel, hvor de ledende indeks i både USA og Europa efter en stille dag lukkede med marginale stigninger. Investorerne har blikket stift rettet mod det vigtigste regnskab i denne sæson, når teknologigiganten Nvidia i aften efter markedets lukning afslører, om selskabet kan levere endnu et kvartal med fantastiske vækstrater, skriver Tina Winther Frandsen, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
Samlet stiger C25-indekset efter knap ti minutters handel onsdag med 0,1 pct. til 1974,44.
VESTAS KAN ØJNE MULIGHEDER PÅ GRUND AF RIVALERS UDFORDRINGER
Den enes død er den andens brød, lyder et gammelt mundheld, og det kan blive sandhed for Vestas, hvis amerikanske rival GE Vernova over flere omgange i år har haft udfordringer med vingerne til sin mest prestigefyldte havvindmølle, Haliade-X.
Det skriver branchemediet Recharge News.
GE Vernovas vanskeligheder kan nemlig give et løft til Vestas og Siemens på det amerikanske havvindmarked, ligesom det kan hjælpe de kinesiske konkurrenters vej ind på markedet i Europa.
Vestas-aktien tager dog ikke forskud på glæderne onsdag morgen, hvor den falder med 0,4 pct. til 152,50 kr.
NOVONESIS FÅR OPMÆRKSOMHED EFTER TIRSDAGENS REGNSKAB
For Novonesis er det dagen derpå, efter at selskabet tirsdag eftermiddag ude af tur præsenterede sit regnskab for andet kvartal.
Det skete som følge af en opjustering af forventningerne oven på et stærkt andet kvartal.
Onsdag er der telekonference, hvor ledelsen i fusionsselskabet sætter flere ord på udviklingen, og samtidig vil analytikerne formentlig give deres vurdering af kvartalet og fremtidsudsigterne.
Amerikanske Citigroup har allerede meldt sig på banen med en melding om, at aktiepotentialet efterhånden er begrænset oven på klar fremgang hidtil i år og et samlet afkast på 23 pct.
Opjusteringen trækker dog stadig opad, og aktien stiger onsdag morgen 1,5 pct. til 462 kr.
I bunden af C25 er Torm, hvis aktie er under teknisk pres, fordi retten til et udbytte på 1,80 dollar - eller cirka 12 kr. - per aktie fragår onsdag.
Aktien falder med 4,5 pct. - eller 11,60 kr. - til 246,20 kr.
AARSLEFF LØFTER BUNDEN AF PROGNOSESPÆND
Fra regnskabsfronten har der allerede fra morgenstunden været nyt fra entreprenørkoncernen Aarsleff, som har løftet bunden af sit spænd i prognosen for både toplinjen og driften i hele regnskabsåret 2023/24 i sit regnskab for tredje kvartal, der modsvarer kalenderårets andet kvartal.
Selskabet venter nu en omsætningsvækst på 4-6 pct. mod tidligere 1-6 pct., og driftsresultatet før renter og skat (EBIT) ventes nu at ramme 1000-1050 mio. kr. mod tidligere 950-1050 mio. kr. Det rykker midtpunktet af prognosen op med 25 mio. kr.
Aarlsleff-aktien belønnes med en stigning på 3,3 pct. til 411,50 kr.
Penneo fastholder i sit regnskab for andet kvartal forventningerne til hele året - efter en periode med stor fremgang i toplinjen og vending til positiv drift.
Aktien stiger fra start 0,8 pct. til 7,70 kr.
Også RTX har fastholdt sin prognose, der blev nedjusteret i juni, efter et tredje kvartal 2023/24, der som ventet bød på tilbagegang.
Aktien er startet uændret i 86 kr.
Og Fynske Bank, Firstfarms og Parken ventes også i løbet af onsdagen.
For NNIT kan det spille ind, at it-selskabet har fået sænket sit kursmål hos norske ABG Sundal Collier til 130 kr. fra 140 kr.
NNIT er endnu ikke handlet onsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›