Aktier/åbning: STG tænder cigaren og fører an på børsen i rød åbning

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 09:21  |  
Maersk

Maersk Drilling falder i de første handler fredag morgen, efter at selskabet er kommet med regnskab for andet kvartal. Samtidig er Novo Nordisks aktiekurs en smule under pres, da medicinalkoncernen udbetaler halvårsudbytte på 3,25 kr. per aktie.

Bedst går det dog for Scandinavian Tobacco Group, der stiger på salget af hjemmerullede cigarer under coronakrisen.

Samlet falder det danske eliteindeks, C25, med 0,3 pct. til indeks 1476,8 efter at have sat sin 27. lukkerekord torsdag i 1482,14. I sidste uge gik indekset på weekend i 1448,85.

DRILLING NEDSKRIVER MARKANT PÅ CORONA

Borerigselskabet Maersk Drilling, der blev børsnoteret som et selvstændigt selskab i april sidste år, oplevede tilbagegang i de første seks måneder af 2020, som har været hårdt ramt af coronakrisen og faldende oliepriser. En kæmpe nedskrivning belaster desuden bundlinjen.

- Det skarpe fald i oliepriserne i første kvartal af 2020 udløst af Covid-19 og Opec+'s adfærd har medvirket til lavere budgetter i olie- og gasselskaberne, udskydelse af projekter, aflysning af udbud og suspension og ophævelse af kontrakter, skriver Drilling i regnskabet.

På de nedre regnskabslinjer hentede Maersk Drilling et nettoresultat på minus 1534 mio. dollar, eller 9,7 mia. kr., i første halvår mod et minus på 18 mio. dollar i samme periode et år tidligere.

Årsagen er en nedskrivning på 1476 mio. dollar på selskabets rigge som følge af ændrede markedsudsigter.

Drilling falder fredag i den indledende handel med 2,6 pct. til 158,60 kr.

Novo Nordisk er under teknisk pres fredag morgen, da medicinalkoncernen udbetaler halvårligt udbytte på 3,25 kr. Novo falder ned 1 pct. til 417,40 kr., hvilket svarer til et fald i kursen på 4,17 kr.

Der fragår også udbytte fra Flügger på 10 kr. Aktien falder 0,5 pct. til 388 kr. I kroner er det et fald på 2 kr.

STG OPJUSTERER PÅ HJEMMERULLEDE CIGARER

Scandinavian Tobacco Group stiger 7,7 pct. til 99,75 kr. fredag morgen, efter at tobakskoncernen har opjusteret forventningerne til den organiske EBITDA-vækst og til den frie pengestrøm. Det er det øgede antal af hjemmearbejdende, der har medført et større forbrug af håndrullede cigarer og stærk vækst i onlineforretningen.

Det skriver selskabet i en meddelelse fredag morgen.

Scandinavian Tobacco venter nu en organisk vækst i EBITDA-indtjeningen på mere end 9 pct. i år mod en tidligere ventet vækst på mere end 2 pct.

KONKURRENTNYT TIL MÆRSK

A.P. Møller-Mærsk får forud for onsdagens regnskab løftet sit kursmål til 9800 kr. fra 9000 kr. af Jyske Bank, der fastholder anbefalingen "hold".

Finanshuset pointerer, at Mærsk allerede har taget en del af spændingen ud i forbindelse med regnskabet, da de den 17. juni offentliggjorde, at de forventer en EBITDA-indtjening i andet kvartal, der er en smule bedre end første kvartal, hvor den blev på 1,52 mia. dollar.

Derudover er det tyske shippingselskab Hapaq-Lloyd kommet med regnskab for andet kvartal, som viser at trods lavere omsætning under coronakrisen, er overskuddet mere end femdoblet i kvartalet.

Selskabet genererede i kvartalet et overskud på 261 mio. euro, hvor samme kvartal sidste år bød på et overskud på 50 mio. euro, skriver Reuters.

Ifølge selskabets administrerende direktør, Rolf Habben Jansen, er forklaringen på selskabets fremgang lavere brændstofomkostninger i andet kvartal.

En B-aktie i Mærsk falder 1,2 pct. til 9014 kr.

MASSIV BYGE MED NYT FRA ANALYTIKERE

Regnskabssæsonen er i fuld gang, og det udløser dagligt en stormflod af kursmålsændringer fra finanshusene på de aktuelle selskaber. Og fredag har ændringerne nærmest ramt som slagregn.

Storbankerne Société Générale, Morgan Stanley og HSBC løfter alle deres kursmål for Vestas.

Hos Société Générale løftes kursmålet til 1100 kr. fra 670 kr., hvilket er 17,9 pct. mere end den aktuelle kurs. Samtidig fastholdes anbefalingen "køb".

Morgan Stanley gentager sin neutrale anbefaling "ligevægt" og løfter kursmålet til 657 kr. fra 598 kr., viser data fra Bloomberg News. Og HSBC, der også holder fast i sin neutrale vurdering "hold", har sendt sit kursmål op i 760 kr. fra 590 kr.

Vestas falder 0,5 pct. til 928,40 kr.

Kursmålet for aktien i smykkeselskabet Pandora er torsdag blevet løftet med godt 54 pct. til 440 kr. fra førhen 285 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien gentages på "hold".

Pandora stiger med 0,1 pct. i de første minutter af børsens åbning fredag morgen til 436,40 kr. Selskabet kommer med regnskab for andet kvartal på tirsdag.

Kursmålet for aktien i Carlsberg er torsdag blevet løftet med knap 10 pct. til 1020 kr. fra førhen 930 kr. af investeringsbanken Credit Suisse. Det fremgår af data fra Bloomberg News. Anbefalingen af aktien fastholdes på "outperform". Også Morningstar har været inde og se på bryggeriaktien og hæver kursmålet til 760 kr. fra 725 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg".

Finanshuset Bernstein retter dog sit kursmål til, hvilket betyder, at det nu er på 1130 kr. mod tidligere 1190 kr. Bernstein holder fast i den positive anbefaling "outperform".

Carlsberg ligger i den øvre ende af C25 med et fald på 0,5 pct. til 882 kr.

Også medicinalkoncernen Lundbeck har fået sænket kursmålet til 218 kr. fra 230 kr. - her af det schweiziske finanshus Credit Suisse. Det skriver Reuters, der ikke oplyser finanshusets anbefaling for den danske medicinalaktie. Credit Suisses seneste anbefaling lyder på "underperform", viser data fra Bloomberg News.

Lundbeck ligger nederst i eliteindekset med et fald på 2,3 pct. til 223,20 kr.

ALK-Abelló får efter onsdagens regnskab løftet sit kursmål til 2307 kr. fra 2080 kr. hos svenske Handelsbanken, der gentager anbefalingen "køb".

ALK-aktien steg torsdag med 6,5 pct. Fredag falder aktien med 0,1 pct. til 2238 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder